Thorning har opnået tre gode ting med dagpengeindgrebet

Regeringen har formået at skabe en social kant til Løkke. De havde intet valg – regeringen. Situationen omkring dagpengene var ved at komme så meget ud af kontrol, at den var ved at rive Socialdemokraterne ned indefra.

Det var den kendsgerning, som fik de radikale til at forstå, at det hele kunne slutte meget hurtigt, hvis man stædigt holdt fast i dagpengereformen fra 2010.

Der er reelt tale om en yderligere forlængelse af uddannelsesordningen, blot uden et krav om uddannelse. Thorning-Schmidt fik dette stik hjem, sammen med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Statsministeren kan nu håbe på en humørfremgang hos sine egne. De frustrerede socialdemokrater kan i det mindste tro på, at der langt inde i statsministeren alligevel er en person, som har empati for partiets kernetropper.

Meningsmålingerne er en anden sag. Jeg husker det fra min egen tid i Statsministeriet. Når Nyrupregeringen var på hælene, var dagene på arbejdspladsen noget tungere. Og længere. Min frustration over vælgernes ’utaknemmelighed’ var tyk som en zeppeliner. Og så skete det: Vi fandt på et indgreb, en reform. Og så håbede vi, alt, hvad vi kunne, så jeg nærmest var på randen af at blive religiøs.

Vi, der arbejdede i ministeriet, slæbte os en dag ad gangen frem mod næste meningsmåling. ’Blødningen måtte for pokker være stoppet og fremgangen synlig’. Jeg husker ikke, at miraklet skete én eneste gang. Det er svært at ændre vælgernes syn på en regering med et pennestrøg. Vælgere stemmer med maven, og mavefornemmelser er stædige som bare pokker. Sådan vil det givet også gå Thorning-Schmidt i denne sag. Men mindre kan gøre det. Hun har opnået tre gode ting.

For det første har hendes partifæller (og SF’s) nu et argument i den uendelige debat om regeringens røde eller blå politik. Nu kan enhver lokal socialdemokrat hævde, at den røde side af regeringen fik blokeret afgørende for en central del af den politik, som de radikale har importeret fra VKO-tiden. Og det er vigtigt. De radikale er blevet dæmoniseret for meget af S-baglandet i det seneste års tid. Sandheden er, at Vestager godt kan se, at opsvinget lader vente på sig, og at det derfor er uhensigtsmæssigt at mase en forkortelse af dagpengeperioden igennem nu. Men ikke desto mindre indtager Vestager rollen som hende, der kuer de uskyldige socialdemokrater. Indtil i forgårs altså, hvad også Vestager kan vinde på. Dels kan socialdemokraterne tro, at der kommer mere af samme slags. Dels kan den nye platform hjælpe til, over tid, at genrejse en bedre stemning på gader og stræder omkring regeringsprojektet.

For det andet er der med dagpengeindgrebet skabt en kant til Løkke. En social kant. Thorning-Schmidt kom til magten på et program ('Fair løsning'), som krævede mere solidaritet. Millionærskat og så videre. Den politik blev afløst af et kapløb med Løkke om, hvem der kan gennemføre flest hårdhændede reformer over for de krisepressede danskere. Det kapløb kan en S-R-SF-regering aldrig vinde, idet Løkke her er the real deal.

En S-regering skal være ansvarlig, ja, men kanten til Venstre skal ligge på den humanistiske linje. Selv om regeringens oplæg grundlæggende fastholder dagpengereformen, da er muligheden for at diskutere et nyt dagpengesystem i et udvalg en chance for at lægge pres på Løkke på valgdagen. En mulighed, der ikke eksisterede før i forgårs.

Endelig – for det tredje – har statsministeren opnået at se værdien i at fremstå som herre i eget hus. Men endnu vigtigere at tælle op, hvor dyrt det har været at vente så længe med at håndtere problemet. Adskillige halve løsninger i form af akutpakkerne er gennemført uden applaus fra de berørte. Regel: En regering skal gribe ind, og gribe ordentligt ind første gang. Debatten om dagpengene har vel kostet vanvittige 3-4 procentpoint for S. Det er nemmere at føde en lille vandmelon end en stor. Mon ikke Vestager ligeså indser dette?

Forhandlingerne med Enhedslisten bliver ikke verdens sværeste. Ingen tvivl om at EL’s galluptal har bidraget til at presse regeringen til indgrebet. Hvilket gør Johanne Schmidt-Nielsens egne frustrationer om at have gode tal, men for lidt indflydelse til skamme. Schmidt-Nielsen vil forhandle om finansieringen, som betyder en a-kasse-kontingentforhøjelse. Den er dristig, indrømmet, men kan forsvares af både S og R.

Thorning-Schmidt er tidligere beskrevet på denne plads som en alien, der måske er ankommet til Jorden og hoppet ind i rollen som socialdemokratisk leder uden rigtig at vide, hvad det indebærer. Forslaget om den nye dagpengeydelse skaber en vis tvivl om denne teoris holdbarhed.