Thornings værste mareridt er blevet en realitet

Den eksplosionsagtige debat om at smide mere brænde på det økonomiske bål er en garanteret tabersag for statsministeren På Folkemødet i sidste uge holdt statsministeren en vigtig tale. Den handlede om, at regeringen gør alt tænkeligt for at sikre gang i hjulene. Siden vismændene udkom med en rapport, hvor der argumenteres for, at regeringen kan fyre lidt mere op under økonomien i 2014 end det, der lige nu er planlagt, er statsministerens værste mareridt blevet en realitet.

For ét er, at Thorning-Schmidts egne vælgere ikke har haft megen fidus til, at hun er gået reformamok. Noget andet er, hvis vælgerne pludselig tror, at hun har penge liggende på kistebunden, som kan bruges til at skabe arbejdspladser, men som hun vælger ikke at sætte i spil.

Så vil hun blive opfattet som værende i ond tro, og de sidste to år af valgperioden, som af regeringstoppen forventes at blive markant nemmere end de to første, vil blive et mareridt. Da vismændene kom med deres seneste rapport, fik de ikke ros af regeringen. I medierne blev vismændenes budskab overfortolket, hvilket øjeblikkelig skabte et enormt pres på regeringen.

Selv om statsministeren vil følge vismændene, var tidspunktet ikke til det. Finanslovsforslaget for 2014 kommer sidst i august, og tidligst der kan regeringen spille ud. Mere realistisk vil en teoretisk tænkt lempelse kunne komme fra januar 2014, når finansloven er vedtaget. Men til den tid kan den økonomiske situation være anderledes end nu og vismændenes råd være passé?

Dermed er den eksplosionsagtige debat om at smide mere brænde på bålet en politisk loose-loose for statsministeren. Læg så til, at regeringens økonomer, Nationalbanken og OECD er lodret uenige med vismændenes anbefalinger. Om vismændenes eller regeringens/Nationalbankens/OECD’s vurdering af den økonomiske situation er den rigtige, er ikke Thorning-Schmidts største problem nu.

Det største problem handler om, at hendes vælgere måske - igen - mener, at hun er en økonomisk strammer i urimelig grad? Herfra vil presset på hende for at lempe kun stige. Hun er atter udfordret på det politiske håndværk. Dengang hun skulle håndtere forkortelsen af dagpengeperioden fra fire til to år, besluttede hun at komme med lappeløsninger over flere omgange. Akutjobbene var en sådan løsning. Det endte som bekendt med den fulde garanti for alle dem, som faldt ud af systemet, en løsning, hun politisk havde vundet ved at levere fra første færd.

Statsministeren skal nu spørge sig selv, om hun under alle omstændigheder ender med at lempe finanspolitikken i 2014. Og hvis hun gør, hvornår og hvordan hun da skal sige det? I praksis er der ikke særlig mange penge at gøre godt med. Regeringen er bundet af budgetlov og reglerne i stabilitets- og vækstpagten. Indtil nu har hun – som i talen på Bornholm – klogt forsøgt at sende det signal, at regeringen gør alt, hvad den kan, for at sætte gang i hjulene, og at den ikke gemmer pengene i gangene under Finansministeriet. Penge, som alternativt kunne komme i spil og skabe job her og nu. »Vi kører til grænsen«, var budskabet fra Allinge.

Men er dette budskab nok? Med vismændenes rapport i hånden kan Enhedslisten og ikke mindst S' og SF's baglande sætte spørgsmålstegn ved 'grænsen's placering. Skal der ikke gøres mere for de ledige? Og det er fra venstresiden – hendes egne – at presset nu kommer. Og eventuelt fra Dansk Folkeparti, når Kristian Thulesen Dahl finder ud af, at der er stemmer i at kræve mere brænde på bålet. Lars Løkke Rasmussen vil med sin nulvækststrategi ikke være i en situation, hvor han vil kunne presse regeringen. Venstrehøvdingen vil skabe en mindre offentlig sektor og ad den vej skabe bedre erhvervsvilkår og dermed mere vækst. »Noget er vigtigere end noget andet« som han proklamerede i Allinge.

De kælderkolde realiteter for statsministeren er nu, at hun må og skal være på den sikre side i forhold til de krav til Danmarks økonomiske politik, som kommer fra EU. Men det er grumme svært at forklare den brede befolkning, at såfremt hun ikke holder sig i god afstand fra offentlige underskud, der bryder med EU’s krav, vil Danmarks muligheder for at styre sin egen økonomi lide skade. Hvad der kan få kapitalmarkederne til at kræve højere renter. Hvad der igen hæver huslejen hos alle flekslånerne og bremser et økonomisk opsving.

Vismændene har ubekvemt for Thorning-Schmidt lukket ånden ud af flasken. Den ånd, som de fleste politikere føler sig fristet til at overgive sig til, ikke mindst når valgdagen nærmer sig. Den ånd, som magisk kan skabe de forjættende job på kort sigt - et kraftigt politisk narkotikum.

Den magiske ånd kan blive statsministerens hidtil største udfordring - hvad der ikke siger så lidt.