Indvandringen medfører, at ca. 2.000 ansatte fra hver kohorte er arbejdsløse fem år efter indvandringsstødet. Dem, der bliver arbejdsløse som følge af indvandringsstødet, bærer ca. halvdelen af de samlede tilpasningsomkostninger. Det er primært lavtuddannede og faglærte samt ansatte i rutineprægede job, der oplever tilpasningsomkostninger ved indvandring.
Analysen finder små gennemsnitslige effekter af indvandring, svarende til 0,6 pct.point lavere beskæftigelsesfrekvensens og 1,1 pct.point lavere erhvervindkomst fem år efter indvandringsstødet for dem, der er kraftigst berørt af udenlandsk arbejdskraft på arbejdsstedet, i forhold til resten af de ansatte. De relativt små gennemsnitslige effekter dækker over, at den største del af tilpasningsomkostningerne bæres af de få ansatte, der bliver ledige i forbindelse med indvandringsstødet.
De, der bliver arbejdsløse som følge af den øgede indvandring, bærer ca. halvdelen af det samlede fald i erhvervsindkomsten som følge af indvandringsstødet.
Opregnet til hele populationen af ansatte i Danmark, vurderes det, at i gennemsnit er ca. 2.000 af de hidtidige ansatte fra hver kohorte i 2007-2011 blevet arbejdsløse fem år efter indvandringsstødet pga. tilstrømningen af udenlandsk arbejdskraft til de virksomheder, hvor de er ansat.
Derudover har knap 90.000 af de hidtidige ansatte fra hver kohorte skiftet virksomhed og er i beskæftigelse fem år efter stødet. De oplever i gennemsnit 1,7 pct. lavere indkomst end de havde haft, hvis de ikke havde oplevet tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft på deres virksomhed.
Indvandrere konkurrerer mest med de lavtuddannede: Erhvervsindkomsten for lavtuddannede, der bliver berørt af indvandring, falder i gennemsnit med godt 1,8 pct.point, og beskæftigelsesfrekvensen falder med godt 0,8 pct.point sammenlignet med de ikke-berørte med tilsvarende uddannelse. Effekterne holder sig over fem år eller er endog stigende.
Effekterne for faglærte er mindre, og effekterne for de berørte højtuddannede er beskedne.