- Privat beskæftigelse skønnes at være vokset med knap 435.000 personer fra 2010 til 2025. Den seneste fremskrivning fra Finansministeriet peger på, at dette tal vil falde med ca. 45.000 frem mod 2040. Forskellen er til dels drevet af konjunkturer, som dog kun forklarer ca. ¼ af forskellen.
- Denne analyse viser, at der er tre primære forklaringer på den faldende private beskæftigelse i fremskrivningen: En normalisering af de økonomiske konjunkturer, den demografiske udvikling samt forudsætningerne om en vækst i offentlig beskæftigelse på ca. 63.000.
- Væksten i antal offentligt ansatte er et politisk valg. Men selv uden en vækst i offentlig beskæftigelse til at håndtere fremtidens flere opgaver, er der udsigt til nærmest uændret privat beskæftigelse – et markant skifte fra de seneste 15 års markante fremgang.
- Fremskrivningen er behæftet med usikkerhed, ikke mindst hvad angår indvandring af udenlandsk arbejdskraft. Det kan betyde, at beskæftigelsen bliver højere end skønnet – men usikkerheden går begge veje i økonomiske prognoser og bør derfor ikke bruges til at affeje konklusionerne fra det nuværende skøn, der peger på et markant skifte for det danske arbejdsmarked fremover.