- Den danske ulighed er vokset siden midten af 90’erne. Denne konklusion går igen, uanset om man ser på Gini-koefficienten eller andre ulighedsmål som fx forholdet mellem de 10 pct. højeste og de 10 pct. laveste indkomster i landet.
- Gini-koefficienten i Danmark er steget 3,1 point siden midten 00’erne, hvilket er den tredjehøjeste stigning, delt med USA, blandt OECD-landene. Sverige (4,8) er steget mest.
- Uligheden er generelt steget for OECD-landene svarende til en vægtet stigning på 0,6 point over de sidste ca. ti år. Stigningen trækkes op af store lande som USA og Japan. For de europæiske lande var stigningen i Gini-koefficienten i gennemsnit 0,1 point.
- Den danske stigning skal ses i lyset af, at landet startede perioden med den laveste ulighed (gini=23,2) ud af 38 lande. I den seneste opgørelse ligger Danmark nummer syv målt på lighed (gini=26,3).
- Gini-koefficienten svinger i teorien mellem 0 og 100. I praksis viser data, inklusive historiske, at alle rige og højtudviklede samfund ligger mellem ca. 20 og 40.
- I Danmark er der gennemført mange reformer over de sidste årtier, som har forbedret potentialet i dansk økonomi. Reformerne, særligt på skatteområdet, har medvirket til den øgede ulighed. Denne effekt kommer ud over ændret demografi, løn før skat og andre relevante faktorer, der også påvirker den samlede ulighed.
- Reformpolitikken har samlet set medført, at de offentlige finanser er gået fra at være uholdbare til at skønnes klart holdbare af både Finansministeriet og Det Økonomiske Råd. Holdbare offentlige finanser er en nødvendighed på langt sigt, mens afvejningen mellem fordeling og økonomisk vækst er en politisk beslutning.
