Der er tale om en meget lille pakke, 200 mio. kr. i fire år. Der opgøres hverken vækst- eller beskæftigelseseffekt i forbindelse med pakken, men på baggrund af størrelsen og karakteren af tiltagene, er det Krakas vurdering, at påvirkningen på vækst og beskæftigelse er særdeles begrænset – og muligvis endda negativ.
Det er ikke nødvendigvis beløbets størrelse, der er afgørende. En vækstpakke, der fjerner overflødig regulering, kan være meget billig og samtidig have en betydelig væksteffekt. Generelt tager en effektiv vækststrategi udgangspunkt i at fjerne overflødig regulering og særordninger. Forskellige typer af produktion i forskellige områder bør ligestilles og have lige muligheder for at udvikle sig.
Det kunne fx være ved at liberalisere planloven yderligere, eller fjerne særregulering, der hæmmer konkurrencen fx i taxibranchen. Reguleringen af apoteker er blevet lempet, men der er fortsat et potentiale for yderligere lempelser. Et andet oplagt satsningsområder er, at forøge optaget inden for højproduktive uddannelser, jf. tidligere analyser af Kraka og af Produktivitetskommissionen.
Vækstpakken går imidlertid i den modsatte retning, og en række af tiltagene har karakter af at være nye særordninger – det er en grundlæggende misforstået strategi. Vækstpakken fokuserer således på udvalgte geografiske områder og på udvalgte erhverv.
Der er dog også initiativer i pakken, der ud fra en økonomisk vurdering kan være generelt hensigtsmæssige eller repræsentere skridt i rigtig retning.