De offentlige finanser i Danmark er betydeligt holdbare – populært kaldet ’overholdbarhed’. Fundamentet for denne holdbarhed udgøres af Velfærdsforliget. Finansministeriet vurderer, at finanspolitikken skal strammes 1 ¾ pct. af BNP – ca. 37 mia. kr. – om året i al fremtid, hvis pensionsalderen ikke hæves mere end det pt. vedtagne, 68 år i 2030.
Den nuværende holdbarhed er senest opgjort i regeringens Konvergensprogram 2019 (KP19), og blev i den forbindelse opgjort til, at man kunne lempe finanspolitikken med 1 pct. af BNP, svarende til ca. 22 mia. kr.
Den betydelige holdbarhed medfører, at der er manøvrerum ift. at tilpasse pensionsalderen på en anden måde, end det der ligger i Velfærdsforliget frem til 2100, uden at holdbarheden sættes over styr. Dette notat ser derfor på, hvor stor en del af den eksisterende aftale, som det er nødvendigt at gennemføre, for at sikre den finanspolitiske holdbarhed.
Det er naturligvis muligt at opnå holdbarhed på andre måder end ved at hæve pensionsalderen. Politikerne kan beslutte at kræve flere penge ind i skat, at bruge færre penge på offentlig velfærd, eller gøre flere ting brugerbetalte. Man kan også indføre nye reformer på andre områder, eller justere de offentlige overførsler. Endelig kan man også ændre på indfasningen af stigningerne i pensionsalderen – dog ikke uden at hæve den til et niveau på mindst 72½ år på længere sigt.
