Torsdag 4. apr 2013

Vil Løkke overhovedet kunne regere?

Lars Løkke kæmper med at finde på krav til en rød regering, som er mere blå end ham selv. Vi kommer ikke uden om det. Selv om Dansk Folkeparti tidligere har vist, at de nærmest er smurt ind i politisk babyolie og derfor kan glide af på ubehagelige reformer, vil DF-boss Kristian Thulesen Dahl ikke blive for nem at danse med. Det er overvejende sandsynligt, at danskerne igen vil vågne op til en politisk skuffelse dagen efter valgnatten. Lad os kigge på den – lige – nu så suveræne oppositionsleders situation. Her er tre grimme fakta for V-bossen. Økonomien: Løkke håber på, at økonomien retter sig frem mod valgdagen i 2015. Dette vil gøre det nemmere for ham at undgå et reformprogram, der maser en lang række af de vælgere, som netop er kommet over til den blå blok i frustration over de reformer, som Thorning-regeringen har gennemført. Selv de mest ihærdige socialdemokrater og SF’ere må se i øjnene, at chancerne for at genvinde regeringsmagten er forsvindende.

 

Derfor rejser spørgsmålet sig allerede nu om, hvad Lars Løkke egentlig vil kunne præstere i en kommende V-DF-regering? Ikke ret meget, er svaret. Men forkert. Der er ikke megen udsigt til, at dansk økonomi atter boomer i 2015, blot halvandet til to år fra nu. Tværtimod synes den økonomiske situation at være ’sticky’ i den forstand, at fremgangen i andre verdensdele – selv i USA – ikke ændrer ved, at den europæiske økonomi forbliver svag. Er økonomien fortsat et morads i 2015, har Løkke ikke mange penge at lege julemand for, hvilket ikke mindst giver et problem i forhold til den centrale partner – DF. Løkkes regering vil være låst. Kristian Thulesen Dahl: Dansk Folkeparti har succes med deres nye formand. Men partiet har mere succes på grund af en regering, hvis sociale profil er tabt. Utilfredse socialdemokratiske kernevælgere søger trøst i de populistiske udmeldinger, som er Dansk Folkepartis varemærke. Folk på dagpenge, kontanthjælpsmodtagere, ja, selv lockoutede skolelærere kan søge trøst hos Thulesen Dahl.

 

Thulesen Dahl ved, at såfremt han efter valget følger med ind i et blåt reformhelvede, løber stemmerne – ikke alle, men mange – tilbage til rød blok. Derfor vil Thulesen Dahl blokere for yderligere nødvendige strukturreformer, som rammer menigmand. Hvis økonomien om to år tilsiger besparelser, skal disse vedtages med Socialdemokraterne, idet DF i modsætning til tidligere næppe vil bære risikoen alene. Man skal ikke være en politisk Einstein for at regne ud, at en ny S-ledelse i opposition – efter reformmassakren i indeværende valgperiode – næppe frivilligt vil lægge stemmer til Løkkes nedskæringer. Dermed vil flertallet forsvinde, idet Thulesen Dahl takker nej.

 

Løkke, som vil køre en valgkampagne på at være ’manden, der tør træffe de tunge beslutninger’, vil være pillet ned. Som altid vil Thulesen Dahls politiske manøvrerum på økonomien være balanceret op imod de indrømmelser, som han kan få på udlændingepolitikken. To problemer her.

For det første har Thorning-regeringen stort set fastholdt VK-regeringens udlændingepolitik. Så der er ikke mange slappe barduner tilbage til Thulesen Dahl at hive i. For det andet er Løkke ikke sat sammen som kynikeren Anders Fogh. Løkkefonden – et sympatisk projekt, som retter sig mod at give tabte drenge en ekstra chance – retter sig ikke mindst mod drenge af anden etnisk herkomst. Det er udelukket at V-bossen kan gå ’Fogh- og muhammedkriseagtigt’ til værks. Løkkes regering vil være låst.

 

Nulvækst i den offentlige sektor: Løkke har ikke garanteret denne vækstrate ind i næste valgperiode. Men man må gå ud fra, at han har opdaget, hvad der sker, hvis man grundlæggende ændrer sin politik før og efter et folketingsvalg. Se på Thorning-regeringen. Økonomiens sammensætning vil ikke kunne nå at ændre sig fundamentalt, inden Løkke sætter sig ved roret. Det betyder, at vælgerne vil have en forventning om, at han vil ’holde nullet’. Om ikke andet for at skaffe hænder til industrien, jf. Krakas rapport af 7. januar i år. Men nulvækst er et uhyggeligt stramt mål. Nulvækst betyder, at vi vil mærke massive offentlige nedskæringer, idet der kun er de samme penge (korrigeret for pris- og lønstigninger) bl.a. til et stigende antal ældre og dermed eksploderende sundhedsudgifter.

 

Behøver jeg nævne Thulesen Dahl igen? Løkkes regering vil være låst. Sandheden er, at Løkke lige nu sidder helt stille, imens han kæmper med at finde på krav til en rød regering, som er mere blå end ham selv. Intet sker i Venstre lige nu, som kan skræmme nye vælgere væk. Fair nok.

Men givet at det vil kræve danmarkshistoriens største politiske comeback, hvis S-R-SF-regeringen skal genvælges, er tiden kommet til at kigge på Løkkes reelle regeringsmuligheder. Og de er små.