Ifølge et lækket notat fra forhandlingerne om reform af kandidatuddannelserne foreslår regeringen nu, at mellem 16 og 36 procent af kandidatuddannelserne fremover skal forkortes fra 2 år til 1,25 år. Det er mellem 32 pct. og 72 pct. af de op mod 50 pct., regeringen lagde op til i sit oprindelige udspil.
I Kraka mente vi om det oprindelige forslag, at det var en dårlig ide at beslutte at forkorte en andel af kandidatuddannelserne. Og det er det stadig, selvom skalaen er mindre.
Der er flere grunde til, at vi er bekymret over forslaget om at forkorte kandidatuddannelserne. Selvom intentionen er en anden, er der overhængende risiko for, at kortere uddannelser bliver til ringere uddannelser. Og det kan gå ud over Danmarks vækst og velstand. Vi har i Kraka desuden tidligere vist, at det sandsynligvis i særlig grad er mønsterbrydere, der får kortere uddannelser. Dermed er der også en fare for, at reformen vil gå ud over den sociale mobilitet.
Samtidig er det er ganske uklart, hvilke problemer i uddannelsessystemet reformen skal løse. Det er en myte, at mange uddannelser i dag producerer kandidater til arbejdsløshed og lav løn. Nogle uddannelser har rigtig nok været præget af høj dimittendledighed, men på disse uddannelser er optaget allerede begrænset massivt efter indførelsen af ledighedsbaseret dimensionering. Med den ledighedsbaseret dimensionering sættes der loft over optaget på uddannelser, som systematisk har markant dimittendledighed.
Reformen vil formentlig heller ikke medføre flere undervisningstimer på de uddannelser, hvor bl.a. regeringen har fremhævet, at der er for få. Derimod vil timerne blive koncentreret på mindre kalendertid, hvormed tiden til selvstudier – en vigtig del af den akademiske læringsmodel – bliver indskrænket.
Måske er der enkelte uddannelser, som godt ville kunne forkortes uden tab af læring. Det er værd at lade et kandidatudvalg med repræsentanter fra både universitetssektoren og erhvervslivet kigge på. Og politisk kunne man koncentrere sig om at vedtage kriterier for udvælgelse af sådanne uddannelser.
Det er noget helt andet end at lægge sig fast på en bestemt andel igennem politiske forhandlinger. I sådan en forhandlingsproces kan man ikke undgå, at virkningen på de offentlige finanser og strukturel beskæftigelse bliver centrale pejlemærker.
Vi kan ikke være uenige i, at der skal være styr på budgettet, at de offentlige finanser skal være holdbare. Det er grundlæggende. Heldigvis er de offentlige finanser allerede i topform – der er ingen akut krise, der skal løses her.
Men et regnestykke, der fokuserer alene på udbud af arbejdskraft og de offentlige finanser, ignorerer produktivitetseffekter. Det er en skam, for produktiviteten er helt afgørende for væksten og levestandarden i Danmark. Og med denne reform er der fare for, at produktivitetsudviklingen i Danmark hæmmes.
Det er en dårlig ide uanset skala – og også selvom det giver overskud på de offentlige finanser.
Debatindlægget er bragt i Finans den 16. juni 2023