- Analysen viser, at de fattigste amerikanere har mistet købekraft siden 1980, mens dem med middelindkomsten har oplevet en moderat fremgang. Samtidig er top 1 pct. stukket af med en stigende andel af indkomsten, så USA i dag er blandt de mest ulige lande i verden. USA er et af de eneste lande i analysen, hvor de nederste grupper har oplevet reel tilbagegang.
- I EU og Danmark er billedet markant anderledes. Her har alle indkomstgrupper haft fremgang siden 1980, og selvom uligheden også er steget en smule i Danmark, er det sket på en helt anden måde end i USA. EU har formået at skabe vækst, som i høj grad er kommet hele befolkningen til gode, og skatte- og overførselssystemerne har dæmpet ulighedsstigningerne.
- Analysen peger på, at forskellen især skyldes politiske valg: Mens USA i højere grad har ladet markedskræfterne råde, har Europa og Danmark brugt skatter, omfordeling og uddannelse til at sikre, at væksten også gavner de nederste indkomstgrupper.
- Erfaringerne fra USA viser, hvad der sker, når disse instrumenter ikke bruges effektivt – og understreger værdien af, at Europa fortsætter med at holde fokus på brede gevinster af væksten.