I de seneste uger plagede et større postyr om det såkaldte Velfærdsforlig fra 2006 de i forvejen langstrakte forhandlinger om regeringsdannelse.
Venstre, Konservative og Moderaterne insisterede på, at Velfærdsforliget skullet genbekræftes, inden en ny regering kan dannes. Socialdemokraterne mente omvendt, at man skulle vente for at undgå at danne præcedens for krav om politiske forlig, inden en regering er dannet.
Uenigheden er på overfladen af Christiansborgteknisk karakter: Hvis ikke forligskredsen er enig, skal forlig opsiges, og et nyt flertal kan først stemme ændringer igennem efter et valg. Men i virkeligheden handler det ikke om teknik, men om egentlige politiske uenigheder: Socialdemokratiet fremlagde i valgkampen en ny model for indeksering af pensionsalderen i takt med stigende levetid. Nogle af de andre partier er imod dette forslag.
Under postyret blev Velfærdsforliget nærmest ophøjet til dansk økonomis hellige gral – og både Mona Juul og Troels Lund Poulsen fik sagt, at ”uden forliget er vores sunde økonomi med ét fortid”.
Det er måske en kende dramatisk. Velfærdsforliget grundprincip med stigende pensionsalder i takt med stigende levetid er allerede omsat til lov til og med en pensionsalder på 70 år i 2040. Selv hvis man ikke gør yderligere, ville de offentlige finanser – givet det meget gode udgangspunkt – først komme for alvor i problemer i sidste tredjedel af dette århundrede.
Velfærdsforliget er vigtigt, og en fast pensionsalder på 70 år er ikke holdbart – det betyder, at i en økonomisk fremskrivning uden ny politik og med samme velfærdssamfund i en bred forstand vil gælden på et tidspunkt vokse ukontrolleret. Det er per definition finanspolitisk uansvarlighed.
Men for det første er Velfærdsforliget ikke den eneste måde, pensionsalderen kan vokse i takt med stigende levetid. Tilbagetrækningskommissionen påpegede i 2022, at Velfærdsforliget hæver pensionsalderen mere end fremgangen i levetid. Det stiller yngre generationer dårligere hvad angår antal år og andel af livet på pension, end de som er på (vej på) pension nu. Kommissionens model gør, at andelen af livet på pension er omtrent uændret efter 2040.
For det andet er stigende pensionsalder ikke den eneste måde, man kan sikre holdbarheden på i takt med stigende levetid, selvom det har en stærk indbygget logik. Man kunne i princippet også sikre holdbarheden på andre måder: Stigende skattetryk, gradvist mere brugerbetaling eller løbende justeringer af, hvad der er i den skattefinansierede velfærdspakke.
Øget levetid er en gave, og spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvordan den skal fordeles. Skal det hele gå til arbejdsliv og forbrugsmuligheder (Velfærdsforliget), skal det hele gå til otium (fast pensionsalder og f.eks. højere skatter), eller skal det fordeles proportionalt som i Tilbagetrækningskommissionens model?
Det er et meget vigtigt politisk spørgsmål, men svaret haster ikke mere, end at Velfærdsforligets næste forhøjelse af pensionsalderen først skal vedtages i 2030. Det er derfor godt, hvis det indgår i de øvrige politiske forhandlinger og ikke bliver en teknisk blokering for, at vi får en ny regering på plads.