Efter vilde prisstigninger i 2022, er mange råvarepriser nu faldet gevaldigt tilbage. Men det kan man ikke altid se på de priser, som forbrugerne betaler i supermarkedet. Fx har prisen på 200g smør i supermarkederne aldrig været højere, selvom priser på bl.a. energi og andre inputs i produktionen er faldet gevaldigt. Det har fået flere politikere til at fare i flint.
De fleste kan forstå, at når fx mælkebønders omkostninger stiger eksplosivt, hæver de prisen på deres produkter for ikke at dreje nøglen om. Men hvordan kan det være, at priserne stiger hurtigt som raketter når produktionsomkostningerne går op, men kun daler langsomt som fjer, når omkostningerne igen falder? Er det et tegn på manglende konkurrence eller ulovlig karteldannelse?
Det kan det være – men ikke nødvendigvis. Faktisk er det et velkendt fænomen, at priser kan stige og falde med meget forskellige hastigheder – netop med tendens til langsommere fald. Det kendes fra mange forskellige markeder, bl.a. fødevarer. Men også fx benzin- og medicinpriser er kendt for samme reaktionsmønster. Og der er flere alternative forklaringer.
Én er, at der kan være indgået kontrakter af en vis længde om at købe produkter til en bestemt pris forskellige steder i værdikæden. Hvis der er større usikkerhed om de fremtidige produktionsomkostninger, kan virksomheder være påpasselige med at binde sig til en lav salgspris.
En anden mulighed er, at høje priser også giver mere ensartede priser i butikkerne. Det kan få forbrugerne til at stoppe med at lede efter gode priser. Da priserne begyndte at stige, sad mange nok og nærstuderede tilbudsaviserne. Men når priserne er høje og ensartede alle steder, stopper forbrugerne med at lede efter de gode tilbud. Og dermed falder gevinsten ved at sætte prisen ned, fordi mange forbruger ikke opdager dem særligt hurtigt. Derfor tager det længere tid for priserne at falde igen.
En tredje mulighed er, at priser er mere følsomme overfor stigende produktionsomkostninger end faldende produktionsomkostninger, fordi der er faste omkostninger for virksomheden ved at ændre priserne og fordi den generelle inflation – som lige nu er høj – betyder, at en del af prisnedsættelsen på lidt længere sigt alligevel bliver spist op af generelt højere priser og lønninger. Denne effekt vil kun blive forstærket, hvis forbrugerne samtidig har givet midlertidigt op på at finde de gode priser, og det dermed er ekstra svært at stjæle kunder ved at sætte prisen ned.
Problemet med priser, der kun langsomt falder tilbage, er altså hverken nyt eller nødvendigvis et tegn på ufin konkurrence. Men selv priser der falder som fjer, rammer bunden til sidst. Derfor er det helt rimeligt at forvente at prisen på fx smør vil falde igen på et tidspunkt. For forbrugerne er det oplagt bedre, at priserne falder hurtigt. Forbrugerne skal derfor huske, at på et tidspunkt begynder priserne faktisk at falde igen. Og man kan måske endda håbe, at debatten om emnet ”smører” pristilpasningen via øget tilbudsjagt efter de gode priser. Årvågne forbrugere – såvel som politikere – er derfor aldrig en dårlig ting!
