Analyse
Fredag 15. apr 2016
Hvor mange virksomhedspladser skal vi skabe til flygtninge?
Den 17. marts indgik regeringen og arbejdsmarkedsparter en trepartsaftale. Målet med aftalen er at forbedre integration af flygtninge og familiesammenførte på arbejdsmarkedet. Blandt andet skal flygtninge erklæres jobparate uafhængigt af deres danskkundskaber. Der indføres også et integrations-grunduddannelsesforløb for 18-40-årige, med det mål at flygtninge kommer i elevansættelse hos danske virksomheder. Ordinær beskæftigelse af nyankomne bliver ligeledes støttet og omfattet af en bonusordning (statstilskud). Vi beregner i notatet, hvor mange virksomhedspladser der skal skabes til nyankomne jobparate flygtninge i aldersgruppen 18-40 år.
Hovedkonklusioner:
- Der forventes 25.300 flygtninge og familiesammenførte i 2016. Baseret på den demografiske sammensætning fra tidligere år vil ca. 15.000 være i aldersgruppen 18-40 år.
- Roskilde og Københavns kommuner har den største andel af personer erklæret jobparate i integrationsprogrammet. Hvis andre kommuner følger disse to kommuners eksempel, vil ca. 47 pct. af nyankomne 18-40-årige flygtninge og familiesammenførte erklæres jobparate fire uger efter bosættelse. 18-40-årige forventes at udgøre mere end fire femtedele af alle flygtninge og familiesammenførte i den erhvervsaktive alder. Det er således realistisk, at næsten hver anden flygtning eller familiesammenført står til rådighed på arbejdsmarkedet efter ankomst, men det er kritisk, om der findes ansættelsesmuligheder.
- Der skal skabes flere end 7.000 virksomhedspladser til elev- og ordinære ansættelser af nyankomne 18-40-årige flygtninge og familiesammenførte i 2016.
- De 7.000 omfatter alene 18-40-årige nytilkomne og familiesammenførte i 2016. De flygtninge og familiesammenførte, der kom før 2016, bør også have muligheden, og muligvis kan nogle af de 41-64-årige også komme i beskæftigelse. Det samlede behov i 2016 vil derfor være langt større end 7.000. I modsatte retning trækker dog, at en mindre del af flygtningene finder beskæftigelse på ordinære vilkår – det er dog meget få.
- Hvis flygtningestrømmen er uændret i 2017, vil der, da IGU-forløbet er toårigt, i 2017 være behov for mere end 14.000 pladser alene til 18-40-årige flygtninge og familiesammenførte fra 2016 og 2017.
Anbefaling:
- Det er af afgørende betydning, at flygtningene kommer i arbejde. Det er nu op til arbejdsmarkedets parter at vise, at den foreslåede IGU-model er effektiv.
Download
Del siden
Mediedækning
B.dk / Mandag 18. apr 2016