Analyse
Fredag 25. dec 2015

Status på regeringens beskæftigelsesmålsætninger

Regeringens målsætning er at flere skal i arbejde og at færre skal være på offentlig forsørgelse. Ifølge regeringsgrundlaget er det ambitionen at flytte tusinder ud af offentlig forsørgelse og over i beskæftigelse. Dette notat vurderer beskæftigelseseffekterne af de hidtidige tiltag og hvor effektive forskellige skatteinstrumenter vil være mht. at forøge beskæftigelsen med ”et par tusinde”.

Hovedkonklusioner

 

  • Regeringens foreløbige tiltag på arbejdsmarkedsområdet øger beskæftigelsen med omkring 950 personer. Det er regeringens mål at ”flytte tusinder fra offentlig forsørgelse og over i beskæftigelse”. ”Tusinder” må forstås som et tal noget over et par tusinde, og en væsentlig del af jobskabelsen på 950 personer kan henføres til, at allerede beskæftigede arbejder mere. Det er derfor rimeligt at antage, at der mangler mindst et par tusinde nye beskæftigede for at regeringens ambition nås.

 

  • Beskæftigelsesfradraget er det mest effektive skatteinstrument til at øge antallet af personer i beskæftigelse. Hvis der anvendes 5 mia. kr. på at hæve beskæftigelsesfradraget med 3,8 pct. point, skønnes arbejdsudbuddet at stige med godt 1.900 personer, når der alene ses på deltagelseseffekten. Hvis også timeeffekten inddrages, løftes arbejdsudbuddet med 2.500 personer.

 

  • De største effekter på det samlede arbejdsudbud opnås ved ændringer i topskatten. Hvis der anvendes 5 mia. kr. på at hæve topskattegrænsen, vil arbejdsudbuddet øges med knap 7.900 personer. Hvis topskattesatsen sænkes, vil arbejdsudbuddet øges med knap 6.500 personer. Stigningerne kommer primært fra timeeffekten, dvs. at personer, som allerede er i beskæftigelse, skønnes at arbejde mere.

 

  • Hvis regeringens målsætning om at flytte tusinder fra offentlig forsørgelse og over i beskæftigelse skal indfries via JobReform II, skal der minimum findes små 5 mia. kr.

 

Anbefalinger

 

  • I lyset af, at der i dag er ca. 750.000 personer på offentlig forsørgelse, hvortil der også kommer pensionister og SU-modtagere, og ca. 2,7 mio. i beskæftigelse, forekommer et mål om at ”overflytte tusinder fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse” at være upræcist og uambitiøst. Målet er desuden lidt skævt ved at fokusere på antal personer i beskæftigelse. Det er mere relevant også at inddrage en større arbejdsindsats for allerede beskæftigede, den såkaldte timeeffekt.