Indlægget er bragt på Finans.dk d. 9. januar 2019
En af de mere livlige økonomiske-politiske debatter, som blandt andet ramte det sociale medie Twitter mellem jul og nytår, var en genopblusning af forårets debat om arveafgiften, som retteligt går under det formelle navn bo- og gaveafgift. Gnisten til debatten var formentlig da Det Konservative Folkeparti kort før jul lancerede en opdateret skatteplan, der havde afskaffelse af arveafgiften som et element.
Emnet arveafgift bringer stærke følelser frem. Desværre er det også et emne, som får en række misforståelser frem. Politikere og polemiske økonomer har gentagne gange kaldt arveafgiften dobbelt- eller sågar trippelbeskatning. Argumentet er, at der allerede er betalt skat af de penge, der går i arv. Men dette argument holder ikke vand.
Formelt taler man om dobbelt- eller trippelbeskatning når en skatteyder beskattes flere gange for det samme aktiv eller indkomst. Fx hvis en dansker, der har tjent penge i udlandet, skal betale indkomstskat heraf både i udlandet og i Danmark. Herhjemme kan det også opstå i helt særlige situationer, hvor selskabsskattereglerne kolliderer med indkomstskattereglerne.
Så det er formelt forkert at kalde arveafgiften dobbelt- eller trippelbeskatning: Afdøde har i sin tid betalt indkomstskat, men skal ikke betale arveafgift. Arvingerne skal betale arveafgift, men ikke indkomstskat – den samme person beskattes ikke flere gange.
Det er en helt almindelig del af det økonomiske kredsløb, at penge, der skifter hænder, beskattes:
Jensen tjener 100 kr. og betaler omkring 40 kr. i indkomstskat. Køber han dagligvarer hos købmanden for de resterende 60 kr., skal han betale moms. Købmanden skal både betale selskabsskat og indkomstskat før han selv bruger pengene osv. osv. Hvis tankerækken fortsættes, kan enhver indtægt i det økonomiske kredsløb siges at være beskattet 10, 100 eller 1.000 gange. Det berettiger ikke til betegnelsen 1.000-dobbelt beskatning.
Det er måske effektiv politisk retorik at kalde arveafgiften dobbelt- eller trippelbeskatning, men det er meningsløst.
Set med økonomiske briller er det største problem ved arveafgiftens nuværende udformning, at man har lempet den fra 15 pct. til 5 pct. ved familieejede virksomheder. Det giver en skattemæssig tilskyndelse til at overdrage virksomheden til et familiemedlem, selvom den økonomiske forskning klart viser, at virksomheder i gennemsnit klarer sig dårligere ved denne type af overdragelser. Derudover begunstiges familieejerskabet uden en saglig grund fremfor andre ejerformer, fx aktieselskaber. Arveafgiften bør være ens på tværs af selskabstyper.
Arveafgiften skader den økonomiske effektivitet mindre end mange andre skatter og afgifter. Så hvis man kan leve med lavere skatteindtægter og gerne vil have høj økonomisk velstand, er det mere nærliggende at reducere fx selskabsskatten eller topskatten.
Der er ikke gode økonomiske argumenter for at reducere arveafgiften, og det er meningsløst at kalde den dobbelt- eller trippelbeskatning.