I Danmark vokser 49.500 børn op i fattigdom. Et tal, der hvert år tiltrækker massiv opmærksomhed fra medier, politikere og meningsdannere, når fattigdomsgrænser, ydelser og ansvar debatteres igen og igen.

Men netop i år er der ekstra god grund til at dvæle ved debatten om børnefattigdom. For antallet af børn i fattigdom er højere nu end i 2015, hvor økonomien ellers var præget af lavkonjunktur. Og der er god grund til at tro, at den førte politik i Danmark gennem de seneste otte år samlet set har bidraget til at øge antallet af børn i fattigdom.

Derudover viser ny forskning, at det er en hidtil uset dårlig forretning for samfundet at lade børn vokse op i familier med meget lav indkomst.

Derfor er det på tide at genoverveje, om der fra politisk hold gøres nok for at forhindre, at børn vokser op i fattigdom i Danmark.

Lav arbejdsløshed – mange i fattigdom
I dag vokser 49.500 børn op i fattigdom i Danmark. Det svarer til 4,4 procent af alle børn i landet – eller omtrent ét barn i hver eneste skoleklasse. Det er vanskeligt for disse børn at ændre på deres livssituation, da fattigdom i barndommen i høj grad udspringer af forældrenes indkomstforhold.

Det mest udbredte mål for fattigdom i Danmark er det såkaldte relative fattigdomsmål. Det er et mål, som Danmarks Statistik benytter til at følge udviklingen i fattigdom i Danmark, og som fx OECD benytter, når de sammenligner fattigdom på tværs af velstående lande. Hovedkriteriet for relativ fattigdom er, om man tjener mindre end halvdelen af den midterste indkomst i samfundet.

Målet møder sommetider kritik, fordi fattigdomsgrænsen dermed stiger år for år i takt med indkomsterne i samfundet. Men det er sådan set naturligt nok, for i 1960 kunne man måske klare sig uden fx et fjernsyn og i 2000 uden en mobiltelefon, men i dag er det svært at del-tage i samfundet uden adgang til disse ting. Hvad der sjældent fremhæves er, at den relative fattigdomsgrænse ligger tæt på værdien af et såkaldt minimumsbudget – en opgørelse over de varer og ydelser, som en familie som minimum har brug for, for at leve et anstændigt liv. Der er altså ingen tvivl om, at børn i relativ fattigdom lever under betydelige økonomiske begrænsninger.

Fra 2015 til 2023 har Danmarks Statistik opgjort udviklingen i børnefattigdom i Danmark. I denne periode er antallet af børn i fattigdom steget fra 43.500 til 49.500.

I samme periode er beskæftigelsen steget med over 300.000 personer og langtidsledigheden faldet med 70 procent. Vi er som samfund gået fra en lav- til en højkonjunktur, men alligevel er antallet af børn i fattigdom steget. Det er bemærkelsesværdigt, for personer i beskæftigelse, der arbejder et vist antal timer, lever sjældent i fattigdom.

Arbejdsmarkedets klare fremgang har uden tvivl løftet børn ud af fattigdom. Når antallet af børn i fattigdom alligevel stiger, må årsagen findes andre steder.

En del af forklaringen ligger i indvandringen. Tilstrømningen af ukrainske flygtninge kan have bidraget til, at antallet af børn i fattigdom er steget for første gang i seks år – fra 47.200 i 2022 til 49.500 i 2023, som er det seneste år, hvor data er tilgængelige.

En anden væsentlig årsag er den førte politik. Fra 2015 til 2017 steg antallet af børn i fattig-dom i Danmark fra 43.500 til 64.500 – en stigning på næsten 50 procent. I denne periode vedtog politikerne flere stramninger af ydelsessystemet, fx indførslen af 225-timersreglen, integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet. Ændringer, der sænkede overførselsindkomsterne for personer med de laveste indkomster i samfundet.

Politikerne forsøgte at afbøde den voldsomme stigning i børnefattigdom ved i 2019 at indføre det midlertidige børnetilskud. Tiltaget løftede et par tusinde børn ud af fattigdom, men kun midlertidigt. Den førte politik fra 2015 til 2023 ser derfor ud til samlet set at have bidraget til et varigt højere niveau af børnefattigdom. Og det ser den seneste kontanthjælpsaftale, der træder i kraft 1. juli 2025, og som løfter 4.000 børn ud af fattigdom på sigt, i øvrigt ikke ud til at lave markant om på.

Konsekvenserne af den førte politik har de seneste år været sløret af en stærkt forbedret økonomi.
Problemet er bare, at konjunkturer har det med at vende. Så hvis vi under en højkonjunktur ikke kan komme længere ned end små 50.000 børn i fattigdom, hvordan vil tallet så se ud, når konjunkturerne vender igen? Vi er ikke i tvivl: Det vil være markant højere.

Kan det betale sig?
Udover debatten om, hvorvidt der fra politisk side er blevet gjort nok for varigt at sænke antallet af børn i fattigdom de seneste otte år, så viser ny forskning, at det er økonomisk uhensigtsmæssigt for samfundet at lade børn vokse op i familier med meget lav indkomst.

Ny, dansk forskning har undersøgt effekterne af at vokse op på samfundets laveste ydelser. Studiet sammenligner forskelle i blandt andet kriminalitet, uddannelse og indkomst mellem to grupper af flygtninge, hvor den ene gruppe af flygtninge fik kontanthjælp, mens den anden gruppe fik starthjælp. Starthjælpen indebar en reduktion på op til 50 procent af disse flygtninges ydelser.

Resultaterne er slående. Forældrene, der fik starthjælp, kom godt nok hurtigere i beskæftigelse, men forskellene udlignede sig efter få år. Til gengæld steg berigelseskriminalitet blandt forældrene med 50 pct., og stigningen var endnu mere drastisk blandt børnene, hvor den blev fordoblet. Samtidig tog børnene et halvt års mindre uddannelse og opnåede derfor lavere arbejdsindkomst senere i livet.

Studiet peger altså på, at starthjælpen var en dårlig økonomisk forretning for samfundet. For selvom der var en samfundsøkonomisk gevinst i form af højere beskæftigelse hos for-ældrene på kort sigt, blev denne positive effekt udhulet på længere sigt som følge af den negative effekt på børnene. Efter 16 år havde samfundet tabt 100.000 kroner per familie, der fik starthjælp – selv når man medregner besparelsen ved at udbetale den lavere ydelse.

Forskerne kan ikke evaluere reformen længere end 16 år efter dens vedtagelse, men tendensen peger på, at reformen bliver en stadigt ringere forretning for samfundet over tid.

Resultaterne kan naturligvis ikke overføres én-til-én til alle, der lever i fattigdom, da flygtninge blot er én specifik gruppe blandt fattige i Danmark. Studiet giver dog stof til eftertanke om konsekvenserne af at leve og vokse op med meget lav indkomst i familien – og hvorvidt man politisk lægger for stor vægt på de kortsigtede beskæftigelsesgevinster hos forældrene, mens man undervurderer de langsigtede omkostninger for både børn og samfund.

Behovet for en ny politisk afvejning
Hvor mange børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, er i høj grad et politisk valg, da en stor del af familierne under fattigdomsgrænsen modtager overførselsindkomster. Valget af ydelsesniveauer handler ikke kun om børnefattigdom, men griber også ind i hvordan et givent ydelsesniveau kan påvirke tilstrømningen af flygtninge, hvordan man fastholder en oplevelse af retfærdighed mellem ret og pligt i befolkningen og andre politiske afvejninger. Det er naturligvis legitimt, at politikerne overvejer disse trade-offs.

Men med respekt for de svære trade-offs, som politikerne står overfor, så er det på tide, at man revurderer den nuværende balance set i lyset af det stigende antal af børn, der vokser op i fattigdom på trods af højkonjunkturen og den nye viden, vi nu har. For som en kendt økonom engang sagde: ”When the facts change, I change my mind. What do you do, sir?”