Debatindlægget blev bragt på Altinget torsdag den 24. september 2020.
Regeringen forsøger at sætte et ”stærkt hold” i den grønne omstilling: Et næsten enigt folketing bakker op om målet om at reducere udledning af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 ift. niveauet i 1990. Via klimapartnerskaberne er store dele af erhvervslivet inddraget i arbejdet. Erhvervslivet har spillet positivt med, og der er skabt en masse ny viden om de tekniske løsninger.
Men statsministeren vælger at sætte afgørende spillere på bænken ved at fravælge afgifter på drivhusgasser og dermed også de ufatteligt stærke markedskræfter – økonomiens svar på Messi – som vi i den grad kunne bruge på banen i kampen for den grønne omstilling.
Markedskræfterne er ufatteligt stærke og ubønhørlige
Markedskræfterne er fundamentet for Danmarks økonomi: Virksomhederne tjener penge på at producere det, kunderne vil have, så det gør de. Virksomhederne har altså en stærk tilskyndelse til at forske og udvikle nye produkter – fødevarer, gadgets, medicin osv. På samme måde uddanner unge mennesker sig, fordi det stiller dem bedre i livet, og erhvervsaktive ved, at de kan tjene mere ved at yde en ekstra indsats.
Hvis markedskræfterne fravælges, går det som i Sovjet, hvor butikkerne aldrig havde det, forbrugerne ønskede, og mange ikke gad yde en ekstra indsats, for det fik man kun besvær ud af: Den økonomiske undergang var uundgåelig.
Markedskræfterne er også ubønhørlige. I modsætning til de fleste danske politikere er de fx komplet ligeglade med indkomstforskelle. Derfor er markedskræfterne i det danske velfærdssamfund suppleret med skatter, der finansierer en stor offentlig sektor og betydelige overførsler. Størrelsen af den offentlige sektor kan diskuteres, men uden markedskræfterne som grundlag, bryder systemet sammen, ligesom det sovjetiske.
Markedskræfterne er også ligeglade med grøn omstilling, men de kan bruges til at understøtte den.
Markedskræfterne understøtter grøn omstilling
Med afgifter på drivhusgasser bidrager markedskræfterne til grøn tilpasning:
Nogle virksomheder kan billigt udfase fossile brændsler i produktionen og derved slippe for afgiften, så det gør de.
Andre virksomheder har ikke samme teknologiske muligheder, men vil med afgifterne tilskyndes til at forske og udvikle nye teknologier for ad den vej at undgå afgiftsbetalingen. Det er derfor misforstået, når statsministeren opstiller en modsætning mellem teknologi og afgifter. For den vigtigste effekt af afgifter er netop, at virksomhederne tilskyndes til at forske i og udvikle grønne teknologier.
Nogle virksomheder kan ikke forske sig ud af problemet. De må betale afgiften, men markedskræfterne virker stadig: Prisen på virksomhedens produkt vil stige, hvilket skaber tilskyndelse i næste led i forsyningskæden. Virksomheder og forbrugere, der køber produktet, vil se sig om efter alternativer: ”Skal jeg spise mindre rødt kød, der er blevet dyrt, fordi landbruget skal betale for sin udledning af drivhusgasser?”
Afgifter påvirker alle de økonomiske beslutninger i grøn retning. Og hver gang overlades beslutningen til den virksomhed eller person, der har den bedste indsigt i de teknologiske muligheder, potentialet ved forskning eller i egne præferencer.
Den allerstørste fordel ved systemet er, at man ved at sætte afgiftsniveauet rigtigt kan nå den grønne omstilling til lavest mulige samlede omkostninger.
Hvis staten i stedet forsøger sig med detailregulering, som statsministeren lægger op til, vil man sikkert ramme kloge løsninger her og der, men man kender ikke alle individuelle præferencer eller alle teknologiske muligheder. Så ofte vil man komme til kort, og omkostningerne ved den grønne omstilling vil blive unødvendigt høje.
Unødigt høje omkostninger er ærgerlige, og de kan skabe folkelig modstand mod den grønne omstilling.
Supplerende politiske mål
Politikerne ønsker ikke kun grøn omstilling, det skal også være fordelingsmæssigt neutralt. Og der skal tages hensyn til lækage, altså at nuværende dansk produktion flytter til udlandet pga. afgifterne. I Kraka-Deloitteprojektet Small Great Nation har vi opstillet et afgiftssystem, der også kan levere på dette.
Man ønsker også, at den grønne omstilling ikke koster noget. Med afgifter bliver omkostningerne mindst mulige, og danskerne vil med sikkerhed være langt mere velstående i 2030 end i dag. Med realistiske vækstrater vil danskerne frem mod 2050 uden grøn omstilling blive ca. 50 pct. mere velstående end i dag. Med grøn omstilling baseret på afgifter bliver danskerne ”kun” 49 pct. rigere end i dag. Ikke en ligegyldig forskel, men heller ikke uoverskueligt. Og afgifterne kan designes, så det ikke koster staten noget.
Hvordan skal afgiftssystemet mere præcist designes?
En ensartet afgift bør pålægges alle udledninger af drivhusgasser, fx CO2 fra husholdninger og erhverv samt metan og lattergas fra landbruget. Afgifterne bør indfases langsomt, så erhvervsliv og husholdninger kan nå at tilpasse sig det afgiftsniveau, der i 2030 sikrer 70 pct. målsætningen. Dette niveau er usikkert, men et niveau omkring 1.250 kr./ton CO2 er pt. realistisk, og det er det niveau, vi har regnet på. Pga. usikkerhederne bør Klimarådet løbende vurdere, hvilke afgiftsjusteringer der måtte være nødvendige for at opfylde 2030-målet.
Særligt drivhusgasintensive og konkurrenceudsatte virksomheder bør af hensyn til lækage få et bundfradrag i afgiften på fx 80 pct. af det, afgiftsbeløbet ville udgøre ved uændret udledning. Hvis en virksomhed sænker sin udledning ned under bundfradragsgrænsen, får den et tilskud på samme niveau som afgiften for den ekstra reduktion.
Bundfradraget modvirker lækage og understøtter konkurrenceevnen, og virksomhederne tilskyndes stadig kraftigt til at udvikle sig i en grønnere retning.
At udpege de virksomheder, der skal kunne få bundfradraget, bør ikke være et problem. De er i høj grad allerede identificerede via den eksisterende CO2-afgift og EU’s kvotesystem for store drivhusgasudledere. For de virksomheder, der i dag er omfattet af EU’s kvotemarked, skal afgiften reduceres med kvoteprisen.
Landbruget er en særlig udfordring, og afgiftsbetalingen bør baseres på klimaregnskaber for den enkelte bedrift.
Klimaafgiften er selvfinansierende og vender ikke den tunge ende nedad
I dag betaler danskerne betydelige energiafgifter, men de omfatter både sort og grøn energiproduktion, så de tilskynder ikke meget til grøn omstilling. Energiafgifterne bør reduceres kraftigt frem mod 2030 samtidig med, at afgiften på drivhusgasser trappes op. Det reducerer den samlede belastning af husholdninger og erhverv og sikrer den sociale balance: Afgifter på drivhusgasser vender den tunge ende nedad, men energiafgifterne vender den tunge ende endnu mere nedad. Så hvis energiafgifterne nedtrappes i takt med, at afgifterne på drivhusgasser indfases, belastes de laveste indkomstgrupper slet ikke. Og de højeste indkomstgrupper belastes kun lidt.
Afgifter kan ikke stå alene
Selvom afgifter bør være det bærende element i den grønne omstilling, kan de ikke stå alene: Offentlig forskning i grønne teknologier er nødvendig, og staten kan via grønne fonde bidrage til at finansiere afprøvning af nye grønne teknologier. Det statsejede selskab Energinet har en vigtig rolle i at sikre et velfungerende marked for fx grøn el via transmissionsforbindelser til udlandet, og hvis der for alvor skal gang i elbilerne, har myndighederne en rolle i at sikre flere ladestandere. Myndighederne må også sikre, at nye vindmøller har et sted at stå, og på flere andre områder er den grønne omstilling ligeledes afhængig af intelligent offentlig regulering. Men behovet for regulering bliver mindre, og den vil virke væsentligt mere effektivt, hvis omstillingen bæres af passende høje afgifter på drivhusgasser.
Bedst at få markedskræfterne med på holdet
Man kan mene, hvad man vil om markedskræfterne. Men de er uomtvisteligt ufatteligt stærke og en del af fundamentet for den moderne velfærdsstat. Med afgifter på drivhusgasser kan markedskræfterne bringes til at arbejde for den grønne omstilling. Og med en meget stærk spiller på holdet er kampen meget lettere at vinde.
