Indlægget er bragt på Altinget.dk d. 19. september 2018.
Budgetloven har overordnet set været en succes. Loven implementerer tiltag, der har været hårdt tiltrængt på europæisk plan, i en dansk kontekst. Denne succesfulde ramme skal bevares når/hvis man justerer loven. Men budgetloven kan blive endnu bedre.
For det første er sanktionsmekanismerne, der skal holde regioner og kommuners budgetdisciplin, for rigide. Sanktionerne falder når den tildelte ramme er overskredet blot et enkelt år. Det er svært at ramme et budget for fx en hel kommune præcist. For at være på den sikre side, har kommunerne derfor hvert år, siden budgetlovens indførelse, brugt mindre på offentlig service, end hvad der var budgetteret og aftalt.
Dette er naturligvis ikke hensigtsmæssigt. Målet må være, at regioner og kommuner i gennemsnit bruger det, der er aftalt politisk. Man bør derfor for det første overveje at knytte sanktionsmekanismen til et flerårigt mål. Det kunne fx være løbende treårige gennemsnit, som vil betyde, at et enkelt års overskridelse ikke medfører sanktion, hvis der tidligere har været brugt mindre end aftalt. Dette tilskynder stadig til, at budgetterne i gennemsnit overholdes, men det giver plads til lidt usikkerhed i de enkelte års budgetter. Det giver mulighed for øget fokus på langsigtet økonomisk planlægning og modvirker lysten til benzinafbrænding i december måned hos de enkelte kommuner og regioner.
For det andet bør tandsættet hos den finanspolitiske vagthund i Det Økonomiske Råd, hvæsses. Som reglerne er i dag, er det ikke veldefineret, hvad regeringen skal foretage sig, hvis vagthunden ikke mener, at finanspolitikken er ansvarlig. Man kunne indføre et formelt krav om, at henstillinger fra vagthunden skal efterleves. Og hvis man ikke ønsker at tilføre vagthunden så megen magt, må man som minimum indføre et håndfast ”følg eller forklar”-princip, der med klare krav til indholdet i en forklaring, gør det utilstrækkeligt for en regering at henvise til ”politiske prioriteringer”. Det skal dokumenteres efter objektive kriterier, at den førte politik er ansvarlig.
For det tredje bør budgetloven i højere grad sikre en finanspolitik, der er afstemt efter konjunkturerne. Budgetlovens grænse for strukturel offentlig saldo på -0,5 af BNP begrænser, hvor ekspansiv finanspolitikken kan blive. Loven har ikke en mekanisme, der sikrer en passende kontraktiv finanspolitik i højkonjunktur.
Den ekspansive finanspolitik i årene op til finanskrisen bidrog til krisens størrelse. Havde man ført en mere kontraktiv finanspolitik, ville det have begrænset både længden og dybden af tilbageslaget.
Man bør derfor overveje at gøre budgetlovens saldokrav afhængig af konjunktursituationen, således at grænsen bevæger sig opad i en højkonjunktur. Det kan evt. kombineres med, at saldogrænsen sænkes i en lavkonjunktur, såfremt den samlede ændring ikke lemper den overordnede budgetdisciplin. Det præcise design af en sådan regel bør gennemtænkes nøje og baseres på økonomiske frem for politiske kriterier.
Budgetloven har overordnet set mange gode elementer, som man skal holde fast i. Den kan blive bedre ift. manøvrerummet på kommune- og regionsniveau, og samtidig blive endnu bedre til at værne om sunde offentlige finanser vha. en stærkere vagthund og et variabelt saldokrav. Vi håber, at disse forslag vil udgøre en væsentlig del af overvejelserne i den kommende evaluering.
