Indlægget er bragt på www.finans.dk d. 13. november 2017.
Der er tre fløje, du skal kende for at forstå grundlæggende italiensk politik. Centrum-højrefløjen, som består af Forza Italia og Lega Nord. Centrum-venstre, som består af det socialdemokratiske Partito Democratico (PD). Og så er der Femstjernebevægelsen (M5S), der kan betegnes som Europas største populistiske succesbevægelse, og som har bevist sig ganske levedygtig de seneste år.
M5S har indtil nu stået stærkest i de nationale målinger skarpt efterfulgt af PD. Men utilfredsheden med den manglende løsning på immigrationskrisen, som rammer Italien særligt hårdt, og en langsom økonomisk genrejsning efter finanskrisen har givet vind i sejlene til centrum-højre.
Den relative magtbalance mellem de tre politiske fløje blev testet i forrige søndags sicilianske lokalvalg. Det var sidste test af befolkningens præferencer forud for parlamentsvalget, som forventes afholdt marts 2018. På Sicilien sejrede centrum-højrefløjens kandidat – Musumeci – med 40 pct. af stemmerne, mod M5S’ kandidat Cancelleri, som fik 35 pct. PD kandidaten – Micari – fik kun 19 pct.
Som altid er partilederne af afgørende betydning i Italien. PD ledes af den unge Matteo Renzi, hvis fortid inkluderer titlen som den yngste premierminister i Italiens historie, inden han i en vovet manøvre sidste efterår koblede sit embede sammen med en folkeafstemning om en valgreform (som han tabte). Trods genvalg som formand i foråret 2017, kæmper Renzi med at samle det splittede PD.
M5S blev grundlagt af aktivisten og komikeren Beppe Grillo, som ønsker et internetbaseret direkte demokrati. Han styrer bevægelsen gennem afstemninger på sin blog.
Og så er der den 81-årige mediemogul, som de fleste nok troede politisk begravet, Berlusconi. Den forhenværende tredobbelte premierminister forlod senest posten under finanskrisen i 2011, men er genopstået som uformel frontfigur for Forza Italia. Han er dog ikke selv valgbar grundet en skatteunddragelsesdom fra 2013. Men i sin kapacitet som partiets karismatiske grundlægger håber han at trække snorene i italiensk politik efter næste valg.
Ingen af de tre fløje vil gøre livet let for EU. Genvælges PD vil det dog være den mindste udfordring af status quo i italiensk EU-medlemskab. Hvor Renzi ofte ytrer skepsis over EU’s manglende solidaritet på immigrationsområdet, ønsker han stadig at forblive i Euroen. Det gør hverken Lega Nord eller Femstjernebevægelsen. De ønsker begge at forlade den fælles mønt.
Ønsket om at forlade Euroen kan dog godt splitte centrum-højre. Forza Italia ønsker nemlig ikke et Euro exit – Berlusconi taler derimod varmt for en dobbelt møntfod.
Italien er ikke frk. hvem-som-helst. Landet har Eurozonens tredjestørste økonomi. Og bliver der efter næste valg sået tvivl om fortsat italiensk Euromedlemskab, kan det kaste EU ud i en yderst alvorlig krise. Det drejer sig i særdeleshed om fremtidens eurosamarbejde. Men også EU, på et mere generelt plan, har ikke brug for mere usikkerhed midt i et kaotisk forløb oven på Brexit afstemningen. Derfor er det blandt andet nødvendigt at finde en løsning på immigrationsudfordringerne i EU, inden italienerne sætter kurs mod valglokalerne.