Støtten til erhvervslivet under coronakrisen har været historisk stor, men da der – forhåbentlig – er tale om en engangsudgift, og renterne er lave, ser finanspolitikken stadig holdbar ud. Vi har altså råd til at fortsætte med de nuværende satser i skatter og overførsler.
Hvis politikerne holder fokus, kan den grønne omstilling også klares for en overkommelig udgift. Kraka anbefaler ensartede drivhusgasafgifter som bærende instrument. Vi har også påvist, at sådanne afgifter frem mod 2030 kan sammensættes, så den grønne omstilling ikke belaster det offentlige budget.
Alligevel er der udfordringer:
Gennemsnitsdanskeren veksler over tid noget af den stigende velstand til mere fritid via en kortere arbejdstid. Det reducerer skatteindtægterne. Da dette ikke er regnet ind i opgørelsen af den finanspolitiske holdbarhed, er denne egentlig ringere, end den officielt opgøres til.
Desuden er der kun fodslæbende politisk opbakning til ensartede drivhusgasafgifter. Hvis man vælger andre instrumenter eller fritager nogle sektorer, reduceres den økonomiske effektivitet. Det vil gøre danskerne fattigere og reducere skatteindtægterne. Hvis man vælger statsfinansiering, belastes det offentlige budget direkte. Dertil kommer, at provenuneutraliteten næppe kan opretholdes efter 2030, da lavere udledninger af drivhusgasser vil føre til lavere afgiftsindtægter.
Endelig har vi Baumolproblemet, som skyldes, at produktivitetsvæksten i den offentlige serviceproduktion må forventes at udvikle sig svagere end i privat fremstilling. Det vil med tiden medføre, at de offentlige serviceydelser vil komme til at se pauvre ud sammenlignet med privatforbruget, medmindre man tilfører det offentlige flere ressourcer.
Danmark skal ind på det rette reformspor
I starten af 00erne var finanspolitikken uholdbar. Man kunne have forøget skatterne, reduceret de offentlige udgifter, eller man kunne lave arbejdsudbudsreformer. Arbejdsudbudsreformer blev hovedinstrumentet, og Velfærdsaftalen af 2006 i kombination med Tilbagetrækningsaftalen af 2011, der sikrer, at efterløns- og pensionsalderen følger den stigende levealder, var de helt centrale elementer i reformpolitikken.
De »lette« arbejdsudbudsreformer er nu gennemført. Eventuelle kommende reformer vil typisk give mindre arbejdsudbudseffekter, mindre forbedringer af den offentlige økonomi, være administrativt tungere og politisk mindre acceptable, og flere af de seneste politiske udspil og aftaler forøger desværre problemet.
For eksempel ønsker regeringen færre engelsksprogede uddannelser for at undgå udenlandske studerende, der ellers samlet set bidrager positivt til dansk økonomi. I stedet bør man gennemføre en SU-reform, der gør SUen på kandidatdelen til et lån, som eftergives efter nogle års beskæftigelse i Danmark. Det vil tilskynde danske studerende til hurtigt at komme i job, det vil tilskynde udenlandske studerende til at blive og arbejde i Danmark efter endt uddannelse, og det vil reducere udgiften til SU.
Man kan også lade universiteternes bevillinger delvist følge kandidaternes efterfølgende indkomst. Det tilskynder universiteterne til at uddanne de mest produktive kandidater.
Et politisk flertal ønsker imidlertid at flytte uddannelsespladser ud i landet og modarbejder dermed danskernes stigende søgning mod de større byer, hvor de får en højere løn og derfor betaler mere i skat.
Uddannelsespolitikken bør sikre flere uddannede og relevante uddannelser af høj kvalitet. Men det er tvivlsomt, om læringsstandarden kan opretholdes på små uddannelsesinstitutioner, og det er ikke sandsynliggjort, at udflytningen vil forbedre det samlede uddannelsesniveau. De udflyttede uddannelser er typisk ikke forskningsbaserede, og et ellers nyttigt forskningssamspil med det private erhvervsliv realiseres derfor ikke.
En højere sats på aktieafkast er overvejet politisk. I stedet bør man lave en skattereform, hvor man beskatter afkastet af alle typer kapital – For eksempel bolig, renter, aktier osv. – med samme sats. Med et progressionstrin på det samlede afkast, kan det designes provenu- og fordelingsneutralt og samtidig forbedre den økonomiske effektivitet og dermed den samlede velstand.
Omfavn dynamikken
Mange reformdiskussioner tager udgangspunkt i at bevare det eksisterende. »Vi skal undgå affolkning af udkantsområder«, »ingen må miste job på grund af den grønne omstilling«. Reformer bør i stedet fokusere på dynamik.
Arbejdsmarkedsdynamikken er stærk og gavnlig. I Danmark er den årlige jobomsætning på cirka 800.000 personer. Så mange går typisk i løbet af et år fra et job til et andet. Et grundelement i den danske flexicuritymodel er da også, at det skal være nemt at fyre, for så vil virksomheder ikke holde sig tilbage fra at hyre. Det giver gode muligheder for, at arbejdsløse hurtigt kan komme i ny beskæftigelse, og det giver højere indkomster og skatteindtægter.
Arbejdsmarkedsdynamikken betyder også, at personer let kan skifte til mere effektive virksomheder eller brancher i fremgang, når ineffektive virksomheder og brancher sygner hen. Det er samlet set godt, for det forøger både velstand og skatteindtægter.
Selvom politikerne ofte taler om, at de vil skabe job, er det stort set arbejdsudbuddet, der bestemmer beskæftigelsen på længere sigt. Tænk på kvindernes indtog på arbejdsmarkedet – det gjorde ikke mændene arbejdsløse. Og teknologisk udvikling vil heller ikke skabe arbejdsløshed.
I det lys bør teknologi og globalisering ikke bremses, men accepteres som forandringer, der kan forbedre vores samlede velstand. Tilpasningsomkostningerne bør det offentlige være med til at håndtere, for eksempel via en god efteruddannelsesindsats.
Afstem forventningerne til velfærdsstaten – og til kommende reformer
Det er i sig selv godt, hvis vi kan få flere indvandrere og efterkommere i arbejde og få givet flere unge gode uddannelser. Den slags »andengenerationsreformer« kan give større arbejdsudbud og dermed bidrage til at afhjælpe Baumolproblemet. Vi bør derfor give fuld opbakning til fornuftige sådanne reformer, og heldigvis vil der komme udspil til dette fra Reformkommissionen.
Men også på dette område må danskerne se virkeligheden i øjnene, for på rigtig langt sigt er der ingen vej uden om Baumolproblemets dilemma:
Enten skal vi have højere skatter – og den vej er der naturlige grænser for, hvor langt man kan gå ad – eller vi må acceptere, at dele af de ydelser, som det offentlige i dag stiller til rådighed for borgerne som overførsler eller serviceydelser, ikke fuldt kommer til at følge med udviklingen i privatforbruget, kvalitativt eller kvantitativt.
Men inden vi når dertil, kan vi udsætte dilemmaet ved at gennemføre en række fornuftige, men mindre reformer, som tager udgangspunkt i dynamik frem for at fastholde det bestående.
Danskerne er veluddannede og sunde, vores samfund er velfungerende, og det økonomiske udgangspunkt er godt. Både den grønne omstilling og velfærdsstatens fremtid kan håndteres. Men det kræver kloge arbejdsudbudsreformer, politisk fokus på helhed fremfor på næste valg, vælgernes syn på offentlig service må have et virkelighedstjek og sidst, men bestemt ikke mindst, bør politikerne omfavne fleksibilitet og dynamik fremfor at bekæmpe dem.
Kronikken er bragt i Berlingske den 13. juli 2021.
