Dansk økonomi buldrede frem i løbet af 2021. BNP skønnes at være imponerende 6,8 pct. højere i begyndelsen af 2022 end i starten af 2021. Men truende skyer trækker op i form af den pludseligt opståede, kraftige inflation og i form af følgevirkningerne af den medicin, som skal slå inflationen ned.
Den nuværende inflation er skidt af to årsager. Dels fordi prisstigningerne især drives af olie, gas og anden energi, som er ting, vi netto importerer. Dermed bliver landet som helhed fattigere, fordi bytteforholdet svækkes. Dels er inflationen skidt, fordi den er uforudset. En forudset inflation kan lønmodtagere og virksomheder tage deres forholdsregler overfor og sætte lønninger, priser, renter mv. derefter.
Politiske fejlskud i håndtering af inflation
Men en høj inflation er sjældent forudsigelig. Derfor er hovedparten af verdens rige lande kommet frem til målsætninger om lav inflation. Man har også fundet frem til at uddelegere opgaven med at ramme dette inflationsmål til en uafhængig centralbank. Og når man ser på dansk politik anno 2022, så forstår man hvorfor.
Finansministeriet skønner i deres nye maj-redegørelse, at højkonjunkturen i 2022 er på omgangshøjde med 2007, lige inden Finanskrisen ramte. Alligevel diskuterer de danske politikere inflationshåndtering i form af at give folk flere penge. Selvom et par mia. fra eller til nok ikke er det, som vælter læsset, er det i den nuværende situation ikke mere damp på kedlerne, der er behov for.
Udbetalingen af de såkaldte varmechecks handler om fordelingspolitik. Nogen er hårdere ramt, og politikerne ønsker at bruge fælles penge på at kompensere dem. Men villigheden til at lade andre borgere betale ligger på et lille sted, selvom det måske nok var det smarteste i den givne højkonjunktur.
Centralbanker kan træffe de svære valg
Årsagen er simpel. Bekæmpelse af inflation er ikke populært. Højere skatter, højere renter, lavere overførsler og andre virkemidler gør ondt på vælgerne på en direkte og synlig måde. Inflation derimod er en mere usynlig skat og kan ikke henføres direkte til politikernes beslutninger, som fx en skattepakke kan. Det gør det notorisk svært for politikere at tilvælge inflationsdæmpende tiltag på bekostning af vækst, fordeling og beskæftigelse.
Derfor er det klogt at overlade bekæmpelsen af inflation til centralbankerne, som ikke kæmper om vælgernes gunst. Med tilpas uafhængighed kan de bedre tage de svære valg, når prisstabiliteten skal sikres, evt. på bekostning af et midlertidigt økonomisk tilbageslag. Desværre kan centralbankerne ikke adressere den direkte kilde til den nuværende inflation, stigende råvarepriser. Centralbankerne må derfor skrue ned for efterspørgslen via pengepolitiske stramninger og ikke mindst sende klare signaler, der kan holde forventningerne til fremtidens inflation i ro, så usikkerhed om dette ikke øger prispresset.
Inflationen skal ned. Derfor må renterne op. Politikerne kan via finanspolitikken understøtte de inflationsdæmpende tiltag. Men det gør man ikke ved at sende ufinansierede checks til befolkningen. Hvis ikke finanspolitikken bliver passende afstemt, kan det tvinge centralbankerne til at reagere kraftigere end ellers nødvendigt.
Debatindlægget er bragt i Finans den 27. maj 2022.
