Indlægget er bragt på www.altinget.dk d. 13. marts 2018, og er udarbejdet med afsæt i analysen “Skylder de offentligt ansatte penge eller står de med et lønefterslæb?”, der kan hentes her.
I midten af december 2017 meldte Innovationsminister Sophie Løhde (V) ud, at de offentlige ansatte skyldte godt 6 mia. kr. for at lukke løngabet til den private sektor, som var opstået fordi de offentlige lønninger er vokset mere end de private siden første kvartal 2008.
Det skete med henvisning til en hensigtserklæring fra overenskomstaftalen på det statslige område i 2015, hvor det var en fælles målsætning senest i overenskomstperioden startende i år at lukke løngabet, der var blevet indledt i 2008, mellem privat og offentlig sektor.
Valget af udgangspunkt i 2008 er altså ikke tilfældigt eller forkert, men en ny Kraka-analyse viser, at det er afgørende vigtigt for konklusionen af, om der er tale om et løngab eller ej.
I analysen viser vi, at går man bare ét år længere tilbage i sammenligningen og altså tager udgangspunkt i første kvartal 2007, falder løngabet til lige godt 2 mia. kr. Går man tilbage til 1996, så langt tilbage som muligt i det tilgængelige data, er der slet ikke tale om noget løngab. Omvendt så gælder det, at hvis man ikke bruger Moderniseringsstyrelsens prognose for første kvartal 2018 som slutpunkt, men seneste historiske observation for fjerde kvartal 2017, så vokser løngabet, målt siden 2008, til knap 11 mia. kr.
Det ovenstående viser, hvordan man med små justeringer af beregningen kan komme til markant andre resultater. Det tydeliggør, hvor afgørende vigtigt det er, hvornår man starter og slutter sin analyse, hvis man udtaler sig om, hvorvidt der er et løngab eller ej. På grund af den store følsomhed anbefaler vi, at man går så langt tilbage som det er muligt, dvs. til 1996. Og her er konklusionen altså, at der ikke er noget nævneværdigt løngab i den ene eller anden retning.
Beregningen er særligt følsom omkring 2008 pga. finanskrisen. I årene op til krisens udbrud steg de private lønninger ganske meget i 2006 og 2007. Dette førte så til en modreaktion, hvor de offentlige lønninger steg ganske meget i 2008 og 2009. Ved at starte i 2008, ignorerer man de store private stigninger i 2006 og 2007.
Udfordringen med valg af sammenligningsperiode er dog ikke det eneste, man skal holde sig for øje, når man kigger på løngabet. Som rigsstatistiker Jørgen Elmeskov pointerede allerede samme dag, som udmeldingen fra Sophie Løhde (V), så afspejler de officielle lønindeks udviklingen i en gennemsnitsløn i sektoren. Lønindeksene tager dermed ikke højde for, at ændringer i personalesammensætningen kan drive lønindekset. Har en sektor haft en større stigning i uddannelsesniveauet, anciennitet eller andet, som er afgørende for lønniveauet, kan sammensætningseffekten trække indekset op, uden at timelønnen for den enkelte er vokset.
Danmarks Statistik agter at komme med et nyt, supplerende lønindeks i slutningen af 2018, som tager højde for dette. Vi kan dermed komme nærmere på et svar på, om de mange flere offentligt ansatte med en lang videregående uddannelse har drevet det offentlige lønindeks op ift. det private, og de offentligt ansatte dermed reelt står med et lønefterslæb.
Indtil da må vi nøjes med at konkludere, at 2008 er et ekstremt udgangspunkt, og at der på langt sigt ikke ser ud til at være hverken løngab eller efterslæb. Dette bør parterne tage bestik af i deres fælles bestræbelser på at undgå en storkonflikt.
