Immigrationen fra Afrika har været højt på dagsordenen de seneste måneder. Og som følge af den massive stigning i overfyldte flygtningebåde, som krydser Middelhavet på vej mod Europa, blev der ved et ekstraordinært europæisk rådsmøde i april lanceret en række forslag fra EU’s stats- og regeringschefer. Efterfølgende bad EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, i begyndelsen af maj FN’s Sikkerhedsråd om mandat til militære operationer i Middelhavet for at ødelægge menneskesmuglernes både.
Og i sidste uge lancerede Europakommissionen så under stor bevågenhed en række initiativer, eksempelvis et meget omdiskuteret kvotesystem om fordelingen af flygtningene inden for EU’s grænser.
IMMIGRATIONSSTRØMMENE mod Europa er med andre ord blevet storpolitik.
Og debatten bliver ikke mindre af, at det berører det lige så brandvarme danske retsforbehold, som gør, at vi p.t. står uden for EU’s overnationale immigrationspolitik, men som vi skal stemme om i nærmeste fremtid.
Mange lande – Danmark inklusive – har en splittet befolkning, som er i vildrede om, hvor immigrationsudfordringerne bedst adresseres: Skal den såkaldte illegale indvandring fra lande uden for EU adresseres på EU-plan, på nationalt plan, eller skal man gå efter en integreret indsats både på europæisk og nationalt plan? Figuren nedenfor giver svaret på det spørgsmål for en række centrale lande. Grækenland og Italien er blandt de to lande i Middelhavsregionen, som har de største udfordringer med afrikanske bådflygtninge.
Både Grækenland og Italien synes at ønske en kombination af både nationale tiltag og tiltag på EU-plan. Men den største gruppering i Grækenland, 37 procent, ønsker sig – lidt overraskende – faktisk primært udelukkende nationale tiltag. Tallene er fra 2014, altså efter at Grækenland en årrække har været udfordret af massive økonomiske problemer.
På hvilket politisk niveau mener befolkningen, at illegal immigration adresseres? (%) Note: Kun ét svar pr. respondent. Ikke vægtet gennemsnit. Kilde: Eurobarometer 82.3 (2014)
EU nyder generelt stor opbakning til at adressere spørgsmålet. Et stabilt gennemsnit på ca. 25 procent på tværs af landene mener, at EU er det rette niveau at adressere såkaldt illegal immigration på. Men igen her ser vi overraskende tendenser: Både Danmark og Storbritannien – som traditionelt er lunkne over for at integrere immigrationsspørgsmålet på EUplan – ligger faktisk et pænt stykke over både Tyskland (23 procent), Italien og Grækenland.
I alt mener 39 procent af danskerne og 32 procent af briterne, at EU bør bekæmpe illegal indvandring – ikke nationalstaten.
Størst uenighed landene imellem findes i spørgsmålet om, hvorvidt immigrationsudfordringen bør adresseres på et kombineret europæisk og nationalt plan. Her adskiller især Tyskland sig fra Storbritannien. Kun 14 procent af briterne ønsker et europæisk-nationalt integreret svar på immigrationsudfordringen; enten skal problemstillingen adresseres på nationalt plan (41 procent) eller EU-plan (32 procent). I Tyskland – den traditionelle ‘driver’ for mere europæisk integration – ønsker langt størstedelen et fælles europæisk og nationalt svar (48 procent). Danmark placerer sig midtimellem. Disse forskelle forklares meget godt af det mere overordnet forskellige syn i landene på, hvor integreret europæisk og national politik skal være.
TRADITIONELT set har både Danmark – og især Storbritannien – ønsket, at immigrationspolitikken forbliver på nationalt plan. Og hvad der kommer af lovgivning på området fra Bruxelles – som det især fremgår af diskussionen i Storbritannien i disse dage – skal de nationale parlamenter i det mindste har vetoret på. Samme debat om en særskilt national kompetence på udlændingespørgsmålet ses i Danmark, om end den ikke når britiske højder. Men generelt hælder Danmark også til en større adskillelse af national og EU-politik på området end f.eks. Tyskland. Den debat bør ikke overskygge det faktum, at store dele af befolkningerne i Storbritannien og Danmark faktisk ønsker EU-lovgivning på området.
DER ER ALTSÅ mange overraskende svar i undersøgelsen. Danskernes og briternes høje andel af befolkningen, som faktisk synes, at vi bør adressere immigration på EU-plan er især interessant i lyset af den kommende danske afstemning om retsforbeholdet samt i relation til briternes nylige genvalg af Cameron, som med sit EU-skeptiske bagland har genoplivet den britiske EU-debat.
Også grækernes og italienernes ikke undseelige andel, som synes, at udfordringen primært bør adresseres på nationalt plan, er interessant. Men det kan måske læses som et ønske om en mere klar kompetencefordeling mellem EU og det nationale.
Julie Hassing Nielsen, europapolitisk chefanalytiker og seniorforsker i europæiske forhold, Fonden Kraka
Bragt i Politiken den 31. maj 2015