Behov for en SU-reform
Udgiften til SU er steget fra at udgøre 0,6 pct. af BNP i 2003 til 1 pct. svarende til 20 mia. kr. i 2016. Stigningen skyldes primært et stigende optag, så man kan således ikke sige, at udgifterne er ”løbet løbsk”. Men vi kan bruge pengene bedre.
Bragt på altinget.dk den 08 september 2016
I 2025-planen lægger regeringen op til en SU-reform. Stipendieandelen skal reduceres, således at stipendiet og det mulige lån er lige store, og hvor lånet er rentefrit i studietiden. Fribeløbet forhøjes, mens SU’en afgrænses til studiets normering. Sidst, men ikke mindst, får dimittenderne mulighed for et ekstra beskæftigelsesfradrag.
Dette adresserer nogle centrale udfordringer i SU-systemet:
Antallet af udenlandske studerende i Danmark er stigende, og mange af dem returnerer til hjemlandet efter endte studier. De er alene en omkostning for Danmark. Regeringens udspil reducerer dette problem: Ved en lavere stipendieandel bliver det mindre attraktivt for udenlandske studerende at komme til Danmark, men ved at give et ekstra beskæftigelsesfradrag forøges tilskyndelsen for alle – også de udenlandske studerende – til at blive i Danmark og arbejde efter endte studier. Det er i særlig grad de studerende fra de østeuropæiske lande, der har lyst til at blive i Danmark, og særligt hvis de har en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse, har de en høj jobsandsynlighed – der er god grund til at forsøge at fastholde denne gruppe.
Samtidig reducerer de nuværende høje stipendier tilskyndelsen til at komme hurtigt igennem uddannelsen. Dette problem reduceres i 2025-planen både via en højere låneandel og ved at afgrænse SU’en til normeringen.
Der er dog andre problemer, 2025-planen ikke løser:
I Krakas nyligt offentliggjorte SU-idekatalog supplerer vi en hel omlægning fra stipendium til lån på kandidatdelen af lange videregående uddannelser med færdiggørelses- og resultatbonus. Hvis man færdiggør til normeret tid, får man eftergivet 50 pct. af gælden, og hvis man præsterer fagligt i top, kan man få eftergivet yderligere 50 pct. Det forøger tilskyndelsen til ikke at trække studierne længere ud end nødvendigt, og samtidig tilskyndes der til læring og fagligt fokus.
Nogle uddannelser er af høj økonomisk værdi for samfundet opgjort ved den såkaldte lønpræmie: I top ligger sundhedsvidenskab efterfulgt af samfundsvidenskabelige og tekniske uddannelser. Teologi og humaniora ligger lavt og de kunstneriske uddannelser helt i bund. Bevillingerne til og optaget på universiteterne burde ændre vægten til fordel for uddannelser med høj samfundsøkonomisk værdi, men gør det ikke. I fravær af et godt taxametersystem kan man derfor overveje at differentiere en del af SU’en, således at uddannelserne med højst værdi får højere SU, end uddannelser med lavere værdi. Derved tilskyndes studerende til i højere grad at vælge samfundsøkonomisk attraktive uddannelser.
Men hvad med uddannelsesmobilitet og fordeling?
SU’en går i overvejende grad til børn af mere velhavende forældre, og særlig SU’en til de hjemmeboende er generøs. Samtidig kan personer med en videregående uddannelse se frem til at tjene mere end resten af befolkningen. Ikke ligefrem den klassiske målgruppe for overførselsindkomst.
Danmark ligger på trods af vores generøse SU i dag lavt i uddannelsesmobilitet. Og da man i Norge omlagde fra stipendium til lån på kandidatdelen steg mobiliteten faktisk – omend der ikke nødvendigvis er en kausal sammenhæng. Det tyder på, at omlægning af stipendier til lån ikke spiller en afgørende rolle for uddannelsesmobiliteten.
En lavere SU tilvejebringer finansiering. En del af denne kan man passende anvende til et kvalitetsløft af læreanstalterne. Og inden for denne ramme kan man lave en særlig indsats over for studerende med uddannelsesfremmed baggrund. Derved målrettes midlerne kvalitet og direkte på at forbedre mobiliteten. I modsætning til i dag, hvor smørret er tykkest, hvor det burde være tyndest.