Beskedne ambitioner i grøn skattereform: ’Danmark kan mere’ – men kan Danmark nok?

I Kraka og Deloitte kniber vi os i armen: Kommer CO₂-afgiften virkelig? Vi var nemlig nogle af de første til at foreslå en konkret, grøn skattereform med en høj og ensartet CO₂-afgift som det bærende element.

Dengang i 2020 blev afgiften kaldt for en ”Georg Gearløs-agtig model”, og ideen om en høj og ensartet CO₂-afgift blev fejet af banen af både regering og opposition. Men gode idéer kan sagtens tåle modstand, og gennem et konstant og vedvarende pres fra bl.a. os, De Økonomiske Vismænd og Klimarådet blev den grønne skattereform til sidst politisk spiselig.

En grøn skattereform er et af de bedste værktøjer, vi har til at reducere klimabelastningen fra dansk grund. Det er fordi den er billig for samfundet. Vi har i Kraka og Deloitte opgjort omkostningerne per ton reduceret CO₂ på klimaaftaler indgået i Folketinget siden 2020. Aftalerne har tilsammen fundet reduktioner for omkring 8 mio. ton i 2030. Men mange af aftalerne har været dyre, og prisen per reduceret ton har været over 1000 kr. for mere end halvdelen af den samlede reduktion.

Til sammenligning giver den nu foreslåede grønne skattereform 3,7 mio. ton CO₂ i reduktioner og er derfor et rent samfundsøkonomisk slagtilbud, da reduktionerne kun koster 500 kr. per ton CO₂ med den valgte reformmodel. Pisken er langt billigere end guleroden. Vi håber derfor, at reformen (pisken) i store træk overlever de politiske forhandlinger, der nu venter. Men vi kan også finde plads til forbedring i udspillet:

For det første lægger regeringen op til en klækkelig skatterabat for såkaldte mineralogiske processer. Denne tekniske betegnelse dækker mest over en enkelt virksomhed, nemlig cementvirksomheden Aalborg Portland. Mens andre virksomheder, der er omfattet af det europæiske kvotesystem, kan forvente en afgift på 375 kr. pr. ton CO₂ i 2030, slipper Aalborg Portland med 100 kr. Sagt lige ud, så er problemet, at Aalborg Portland tegner sig for halvdelen af den CO₂-udledning, der nu skal forhandles om.

Hvis Aalborg Portland lukker, kan det være, at cementproduktionen flytter til et andet land, og det gavner ikke klimaet. Derfor er det helt i orden, at regeringen tager hensyn til Aalborg Portland i sit udspil. Men rabatten kommer altså oveni en tilskudspulje til CO₂-fangst og lagring (CCS).

Hvis Aalborg Portland søger puljen, installerer CCS-anlæg og dermed slipper af med sine udledninger, er det ikke så vigtigt, hvad afgiftssatsen er. Risikoen ved en lav afgift er, at Aalborg Portland slet intet gør, men fortsætter som før og betaler rabatprisen. Vi synes derfor, at der er vel meget gulerod i forhold til pisk i udspillet, når det kommer til Aalborg Portland.

For det andet lægger regeringen op til at bruge 4 mia. kr. på omstillingsstøtte til virksomheder, der får omkostninger i forbindelse med at omstille produktionen i en grønnere retning. Muleposen er pivåben. Der er ikke mange detaljer i udspillet omkring, hvordan pengene skal bruges, men det er bekymrende, at man kan ende med at belønne virksomheder, der endnu ikke er kommet i gang med omstillingen. Det bliver en slags straf for de virksomheder, som allerede er langt med omstillingen.

Vi er også bekymrede for, at små og mellemstore virksomheder i mange tilfælde ikke har ressourcerne til at finde vej gennem tilskudsbureaukratiet, og omstillingsmidlerne kan derfor risikere at give store virksomheder en konkurrencefordel i forhold til de mindre. Endelig er der ingen grund til at tro, at forliget ender som udspillet. Muleposen må forventes at blive åbnet endnu mere.

Vi skal selvfølgelig have alle med: Afgiftsmodellen skal indrettes, så man ikke de facto lukker de største udledere over natten eller giver dem lyst til at flytte klimabelastende produktion til udlandet. Men vi skal heller ikke ende i den modsatte grøft, hvor små udledere betaler for de stores grønne omstilling. Det kan ingen forstå, og selv i tilfældet Aalborg Portland bør der være en grænse for, hvornår vi bedre kan leve med, at de italienske ejere sælger ud. Cement er nu engang ikke en samfundskritisk komponent på linje med militære kapaciteter. Alle taler om lækage, dvs. udflytning af virksomheder, men hvornår det vil ske, er rent gætværk.

Vores råd til politikerne er derfor, at en ny aftale om CO₂ bliver forståelig for den almindelige dansker sådan, at de største udledere ikke bliver urimeligt kompenseret. Regningen forsvinder ikke. Derfor er det nødvendigt med en bred politisk forankring, der tager mål efter danskernes syn på ret og rimelighed, hvis vi skal i mål med hele klimaomstillingen.

Regeringens udspil er kun begyndelsen.

Debatindlægget er bragt på Finans.dk den 3. maj 2022.