Der er nødvendighed i regeringens manøvre – men det er ikke afskaffelsen af store bededag
Regeringen vil finansiere fremrykningen af målet om at bruge 2 pct. af BNP på forsvaret fra 2033 til 2030 med blandt andet at afskaffe store bededag. Afskaffelsen af helligdagen er ikke den økonomiske nødvendighed, det er blevet fremlagt som. Selve fremrykningen kan dog godt betegnes som en nødvendighed for at regeringen agerer finanspolitisk ansvarligt. Alternativt lægger man en milliardregning til fremtidige politikere.
Det uden sammenligning mest diskuterede politiske emne i 2023 har indtil videre været regeringens planlagte afskaffelse af Store Bededag, der er blevet koblet sammen med behovet for at øge forsvarsudgifterne til 2 pct. af BNP.
Koblingen mellem de to politiske tiltag blev udpenslet i Mette Frederiksens nytårstale, og efterfølgende blev nødvendigheden af at afskaffe Store Bededag, for at kunne finansiere forsvarsløftet, understreget ved udmeldingen om, at det var et krav for at kunne deltage i et nyt forsvarsforlig, at partierne stemmer for afskaffelsen af Store Bededag.
Afskaffelsen af Store Bededag er ikke økonomisk en nødvendighed. Der kan findes anden finansiering hvis man vil. Det er heller ikke er korrekt at koble de to tiltag sammen én til én. Det er muligt, at afskaffelsen er nødvendig for at få regeringens samlede økonomiske plan til at hænge sammen, men hvilket af de mange tiltag i regeringsgrundlaget – penge til det offentlige svarende til at der kommer flere ældre og børn, skattelettelser i både top og bund m.v. – der er finansieret af hvad, kan man ikke sige.
Der er dog et element af nødvendighed i det samlede udspil. Ved at fremrykke målet for hvornår forsvarsudgifterne skal nå 2 pct. fra 2033 til 2030, fjerner man nemlig den byrde på små 5 mia., som man med det nationale kompromis havde lagt på fremtidige politikere ift. at finansiere tiltaget. Det nationale kompromis havde dermed en hidtil uset brug af fremtidens finanspolitiske råderum.
Fremtidige politikere får formentligt rigeligt at se til. Med Finansministeriet seneste skøn for udviklingen i de offentlige finanser, så ligger der allerede en finanspolitisk opstramning på mindst 14 mia. og venter det kommende årti. Løftet af forsvarsudgifterne nyder breder politisk opbakning, og er populært i befolkningen. Men det er urimeligt hvis politikerne ikke selv betaler for de populære tiltag de laver, og i stedet udskyder regningen til fremtiden.
Det er forståeligt, at det er fristende. Hvert år vokser det finanspolitiske råderum per konstruktion med et milliardbeløb. Hvad skal fremtiden med alle de penge? Her skal man huske, at det finanspolitiske råderum efter 2030 er de penge, som fremtidens politikere skal have til rådighed, hvis de skal kunne prioritere offentlig velfærd på lige fod med den øvrige økonomiske udvikling, uden aktivt at skulle hæve skatter eller lave reformer. Det er altså ikke bare penge, der er i overskud.
Hvis først det bliver politisk acceptabelt at bruge løs af fremtidens finanspolitiske råderum, kan det være vejen ind i en uansvarlig økonomisk politik. For hvad er det næste vigtige spørgsmål nutidens politikere gerne vil håndtere og tage æren for nu, men lade fremtiden betale for? Et svært spørgsmål som klimadagsordenen kunne være en kandidat. Eller de høje pensionsaldre, som nutidens unge står overfor. Kun fantasien sætter grænser når først man er gået i gang – det er derfor godt og nødvendigt, at regeringen sætter en stopper for finansiering af populære tiltag med fremtidens råderum.
Debatindlægget er bragt i Finans.dk den 25. januar 2023.