Da Folketinget gik på sommerferie tidligere i år, gjorde Mette Frederiksen det klart, at den står på skrappe prioriteringer i årene fremover. Der er rigeligt med politiske ønsker om at bruge penge på fx skattelettelser, grøn omstilling, forbedrede pensionsforhold, rekrutteringsudfordringer i sundhedsvæsnet og et løft af psykiatrien. Medmindre politikerne finder finansiering som en del af politiske aftaler, er der kun ét sted pengene kan komme fra, nemlig det finanspolitiske råderum.
Råderummet måler, hvor meget det offentlige forbrug kan vokse i regeringens økonomiske plan. Råderummet opstår når en økonomisk fremskrivning med generel økonomisk vækst holdes op mod nulvækst i det offentlige forbrug. Jo længere ud i fremtiden man kigger, desto større bliver råderummet derfor. Derudover kan råderummet øges med reformpolitik eller højere skatter.
Finansministeriet har netop flyttet planlægningshorisonten fra 2025 til 2030, og det frigav et milliardbeløb som politikerne kan disponere over, når de fremlægger nye økonomiske planer. Råderummet er vokset, men det skal dække flere år. Danmark er på vej ind i en periode hvor befolkningsudviklingen, særligt flere ældre borgere, lægger et pres på de offentlige udgifter. Det lægger beslag på en betydelig del af råderummet hvis midlerne til offentlig service skal følge befolkningsudviklingen.
Udover at finansiere mere konkrete politiske ønsker, så spiller råderummet en afgørende rolle i det politiske årshjul som den olie, der får det finanspolitiske årshjul til at dreje rundt. Det er derfor helt afgørende, at politikerne hvert år har et frit råderum at disponere over – ellers kan det blive nærmest umuligt at være regering.
Det nationale kompromis om forsvarsudgifter er hidtil uset brug af fremtidigt råderum
Løftet af forsvarsudgifter i det nationale kompromis, som skønnes at koste 18 mia. kr. i 2033, blev finansieret af en skrivebordsmanøvre. Aftalens eneste, delvise finansiering var en lempelse af målet for statens budget i 2030 fra 0 til -0,5 pct. af BNP. I samme ombæring blev det aftalt at lempe budgetloven, så den maksimale underskudsgrænse ændres fra -0,5 pct. til -1 pct., og man dermed går til grænsen af hvad EU’s regler tillader for Danmark.
Ved at planlægge med underskud i 2030 giver politikerne sig selv lov til at bruge ca. 12½ mia. mere, men pengene øremærkes altså straks forsvarsudgifter. Set i lyset af det voldsomme beløb, udgør det nationale kompromis en hidtil uhørt måde at anvende det finanspolitiske råderum på. Aftalen lægger nemlig beslag på en stor del af fremtidige politikeres råderum. Derfor repræsenterer det nationale kompromis et regimeskifte til det værre i den finanspolitiske styring af Danmark.
Ved at disponere det finanspolitiske råderum på forhånd, bruger man af fremtidige politikeres handlemuligheder. Når det nationale kompromis om forsvaret udelukkende finansieres af fremtidens råderum, har nutidens politikere undgået selv at pege på hvad der skal prioriteres mindre af. Sygehuse, pædagoger, veje? Eller skal et passende råderum finansieres af højere skatter eller reformer?
Det er ikke første gang i historien, at politikere bliver enige om at bruge flere penge i fremtiden. Men det har hidtil været god finanspolitisk skik enten at anvise hvor pengene skal komme fra, eller i stedet at italesætte udgiftsløft som en målsætning, og lade fremtidige politikere lave de nødvendige prioriteringer til at nå målet. Det nationale kompromis er et brud med denne skik.
Råderummet er olien, som får den finanspolitiske maskine til at spinne
Råderummet spiller i dag en afgørende rolle for at få den finanspolitiske maskine til at køre rundt. Hvert år stiller råderummet penge, som ikke er øremærket til et bestemt formål, til rådighed for politikerne. Pengene kommer første gang i spil i maj ved økonomiforhandlingerne med kommuner og regioner, og er vigtige for at få denne proces til at glide. Hvis staten ikke kommer med nye penge til at indfri lokalpolitikernes – og i sidste ende borgernes – ønsker til velfærd, kan det blive svært at nå en aftale. Det er utænkeligt, at disse forhandlinger skal kompliceres med at Folketingets partier eksplicit skal inddrages løbende for at aftale konkret finansiering.
På samme måde er midlerne vigtige i efterårets finanslovsforhandlinger. Her sikrer de, at alle forligspartierne kan tage noget frem og pege på som deres bidrag til resultatet – uden samtidig at skulle pege på konkret finansiering. Et frit råderum sikrer således, at man kan forhandle om at fordele penge uden samtidig at pege på sur finansiering. Dermed kan alle parter formidle positive historier i den politiske kommunikation. Det er let at forestille sig hvordan i forvejen vanskelige forhandlinger kan kompliceres yderligere, hvis ikke der er denne olie i maskineriet.
Endelig fungerer råderummet som fugemasse, der kan lappe mindre huller i større aftaler udenfor det normale finanspolitiske årshjul. Hvad enten det er en lidt større vilje til at bruge penge end til at skaffe finansiering, eller der er tale om uforudsete ting, der kan opstå i sidste øjeblik af forhandlingerne, så er det rart at have lidt råderum at lukke hullet med.
Uden et relativt stort milliardbeløb i frit råderum hvert år, er det svært at se, at en regering overhovedet kan få det finanspolitiske årshjul til at løbe rundt.
En ny 2030 plan bør sikre et større råderum
Med det nationale kompromis om forsvaret dækker det resterende råderum kun lige, at den samlede vækst i offentligt forbrug kan matche presset fra at vi bliver flere ældre, det såkaldt demografiske træk. Og mange partier har allerede de facto lovet de demografiske træk væk som en sikker ”bund” under det offentlige forbrug. Der er således nærmest ikke noget frit råderum tilbage til nye tiltag – og alt skal således krone til krone finansieres.
Mette Frederiksen nævnte i Folketingets afslutningsdebat muligheden for nye reformer, som kan øge råderummet. Men spørgsmålet er om evt. reformer kan komme råderummet til undsætning, for det kræver at politikere er villige til at gennemføre upopulære reformer, der øger arbejdsudbuddet, eller hæver skatten uden samtidigt at bruge pengene med det samme på mere populære tiltag.
Regeringen kommer snart med sin 2030-plan. Den skal indeholde yderligere finansiering, hvis man har politiske ambitioner udover aftalen om forsvarsudgifter og en vækst i offentligt forbrug, som følger befolkningsudviklingen. Men regeringen bør udover konkrete initiativer også prioritere at sikre et passende frit råderum, der kan give fremtidige folketing muligheden for at fylde frisk olie på det finanspolitiske maskineri. Alternativt skal partierne bag det nationale kompromis trække i arbejdstøjet og finde reel og konkret finansiering til de store udgiftsløft til forsvaret, så råderummet i højere grad kan forblive frit til fremtidens politikere – som det har været praksis tidligere.
Der er grund til at være bekymret over den nye budgetadfærd hos politikerne. At valgkampen står for døren, hvor løfterne kommer til at fyge gennem luften, gør bestemt ikke bekymringen for, om der overhovedet bliver et råderum frem mod 2030, mindre.
Debatindlæget blev bragt i Berlingske d. 20. september 2022.
