Differentieret tilbagetrækningsalder er næppe en god ide

Jens Hauch

Det er et grundprincip i Velfærdsaftalen fra 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011, at pensionsalderen skal følge udviklingen i levealder. Således skal fremtidige generationer kunne se frem til et otium med offentlig støtte på 14,5 år i gennemsnit. De 14,5 år er en sigtelinje, man efterhånden vil nærme sig via justeringer i efterløns- og pensionsalderen. De to reformer har samlet set været afgørende i forhold til at reducere det holdbarhedsproblem dansk økonomi tidligere havde.

Der er ikke noget principielt i netop 14,5 år – man kunne fx alternativt have valgt at lade otiummet udgøre en bestemt andel af den forventede levetid. Men da beslutningen er truffet med et bredt folketingsflertal, er det en central sigtelinje. Forskellige forsinkelsesmekanismer de nævnte aftaler betyder dog sammen med udsigten til en kraftigt stigende levealder, at det har meget lange udsigter før, sigtelinjen på de 14,5 år nås.

Når de 14,5 år gælder på tværs af generationer, ligger det fristende nært også at lade princippet gælde på tværs af andre befolkningsgrupper: Dele af fagbevægelsen har således argumenteret for, at tilbagetrækningsalderen bør være differentieret, da fx personer med et fysisk krævende arbejde i gennemsnit dør tidligere – og således i gennemsnit har et kortere otium.

Accepterer man denne logik, springer en tilsvarende logik i øjnene: Differentiering efter køn.

Kvinder lever i gennemsnit længere end mænd, så hvis vi på tværs af køn skal kunne forvente lige langt otium, bør kvinderne trække sig senere tilbage. Figuren viser det forventede antal år på pension for kvinder og mænd med de gældende regler og med 2025-planens justeringsforslag.

En mand, der er født i 1953, er i dag tæt på sin pensionsalder som er 65 år. Han burde dog først gå pension som 68,5-årig, hvis sigtelinjen om et forventet otium på 14,5 år skulle rammes. En jævnaldrende kvinde burde imidlertid først gå på pension som 71-årig.

Hvis tilbagetrækningsaldrene justeredes således, ville kvinderne yderligere have flere år til at spare op til pension og blive mindre afhængige af pensionstillægget. Det kunne være nyttigt, da kvinder i gennemsnit har en lavere løn end mænd. Dertil kommer, at kvinder pga. barsel ofte forsinkes i deres karriere og muligvis derfor forbigås til lederstillinger. Med flere erhvervsaktive år ville kvinderne have flere år til at pleje karrieren.

Mange vil opfatte en senere tilbagetrækningsalder for kvinder som kønsdiskriminerende på trods af deres udsigt til et længere otium under gældende regler. Tilsvarende kan man opfatte en tidligere tilbagetrækningsalder for personer med udvalgte jobfunktioner som diskriminering af personer med andre jobfunktioner.

Og det er i praksis næppe muligt at opstille et objektivt, retfærdigt system, der giver alle udsigt til 14,5 år. Så skulle vi udover en senere tilbagetrækning for højtuddannede og kvinder fx også acceptere, at eksempelvis rygere bosiddende på Lolland skulle kunne trække sig tidligere tilbage end ikke-rygere fra Rudersdal.

En sådan differentieret tilbagetrækningsalder vil tilskynde til lav uddannelse, usund livsstil og bosætning på Lolland, hvor produktiviteten i gennemsnit er lavere end fx i hovedstadsområdet. Det vil være forbundet med et samfundsøkonomisk tab.

Nogle personer mister imidlertid arbejdsevnen tidligere end andre. Det er et centralt formål for velfærdsstaten at tage hånd om personer, der ikke kan arbejde. Det omfatter også personer, der mister arbejdsevnen inden en forhøjet pensionsalder. En senere tilbagetrækningsalder bør derfor kombineres med ordninger, der sikrer velfærden for det enkelte individ: Mænd og kvinder, lavt- og højtuddannede, sjællændere og lolliker.

Det er vigtigt at afklare, hvordan man mere præcist bør kombinere en tilbagetrækningsalder, der afspejler den hastigt stigende levetid, med ordninger, der effektivt tager hånd om bl.a. nedslidte. Men løsningen er ikke en tilbagetrækningsalder, der differentieres efter erhverv, køn, bopæl eller andet inden for den enkelte generation.