Debatindlæg
Mandag 24. aug 2020

Drivhusgasafgifter, der opfylder målene? – ja, det er muligt

Debatindlægget blev bragt i Berlingske mandag den 24. august 2020.

 

Snart går det løs med forhandlingerne om en grøn skattereform, der skal medvirke til at sænke Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til 1990. Regering og Folketing fortjener ros for viljen til at skærpe drivhusgasafgifterne.

 

Politikerne har dog opstillet nogle strenge krav: Der skal tages hensyn til konkurrenceevnen, beskæftigelsen, den sociale balance og risikoen for, at drivhusgasudledningerne blot flytter til udlandet (”lækage”). Vi har i Kraka-Deloitte projektet Small Great Nation foreslået et afgiftssystem, der tager hensyn til alle disse krav.

 

Man kommer dog ikke uden om, at den grønne omstilling vil have en pris, da de alternative grønne teknologier på nogle områder stadig er dyrere end de teknologier, der udleder drivhusgasser. Det betyder ikke, at vi vil være fattigere i 2030 end i dag. Tværtimod vil vi sandsynligvis være mærkbart rigere pga. den økonomiske vækst, men vi vil have givet afkald på en mindre del af den materielle velstandsstigning for at yde et bidrag til at standse klimaforandringerne. Og med et intelligent udformet afgiftssystem vil omkostningen ved den grønne omstilling blive ganske begrænset.

 

Med mindre intelligente løsninger, fx detaljeret politisk styring af teknologivalget i virksomheder og husholdninger, kan omstillingsomkostningen derimod blive så stor, at den nuværende brede opbakning til omstillingen vil blive vendt til modstand.

 

Hvorfor taler økonomer så stærkt for en klimaafgift?

 

En klimaafgift er effektiv, fordi den omfatter hele det økonomiske system og sikrer, at de privatøkonomisk kloge valg understøtter den grønne omstilling i modsætning til i dag, hvor de grønne valg ofte ikke kan betale sig privatøkonomisk.

 

På energiområdet pålægges klimaafgiften de fossile brændsler efter, hvor meget CO2-udledning de giver anledning til. Dermed tilskyndes virksomhederne til at reducere brugen af fossile brændsler, så længe omkostningen herved er mindre end ved blot at betale afgiften.  Samtidig vil varer, der fortsat udleder meget CO2 i produktionen, blive dyrere i forhold til varer, der ikke udleder så meget CO2. For husholdningerne bliver der dermed også overensstemmelse mellem det grønne og det privatøkonomisk kloge valg.

 

Ved at sætte afgiftsniveauet rigtigt kan man sikre en markedsbaseret og omkostningsminimerende grøn omstilling. Markedskræfterne arbejder pludselig for omstillingen, ikke imod den.

 

Vores forslag, der hviler på dette grundprincip, er dog lidt mere kompliceret pga. de førnævnte politiske krav. Så her nøjes vi med grundelementerne:

 

Vi anbefaler, at en ensartet afgift pålægges alle udledninger af drivhusgasser, fx CO2 fra husholdninger, industri og andre erhverv samt metan og lattergas fra landbruget. Afgifterne bør indfases langsomt, så erhvervsliv og husholdninger kan nå at tilpasse sig det afgiftsniveau, der i 2030 sikrer 70 pct. målsætningen. Dette niveau er usikkert, men et niveau omkring 1.250 kr./ton CO2 er pt. realistisk og det er det niveau, vi har regnet på. Pga. usikkerhederne foreslår vi dog, at Klimarådet løbende skal vurdere, hvilke afgiftsjusteringer, der måtte være nødvendige for at opfylde 2030-målet.

 

Af hensyn til lækage – det, at produktion og de tilhørende udledninger flytter til udlandet, hvis afgiftstrykket i Danmark bliver for højt – anbefaler vi for særligt drivhusgasintensive og konkurrenceudsatte virksomheder et bundfradrag i afgiften svarende til fx 80 pct. af det, afgiftsbeløbet ville udgøre ved uændret udledning. Hvis en virksomhed sænker sin udledning ned under bundfradragsgrænsen, får den et tilskud på samme niveau som afgiften for den ekstra reduktion.

 

Med dette bundfradrag vil vores forslag modvirke lækage og understøtte konkurrenceevnen for de meget energiintensive virksomheder samtidig med, at virksomhederne i lige så høj grad som uden bundfradraget tilskyndes til at udvikle sig i en grønnere retning.

 

At udpege de virksomheder, der skal kunne få bundfradraget, bør ikke være et problem. De er i høj grad allerede identificerede via den eksisterende CO2-afgift og EU's kvotesystem for store drivhusgasudledere. For de virksomheder, der i dag er omfattet af EU’s kvotemarked, skal afgiften reduceres med kvoteprisen.

 

Landbruget er en særlig udfordring, og her anbefaler vi, at afgiftsbetalingen baseres på klimaregnskaber for den enkelte bedrift. Det er derfor glædeligt, at der i klimaaftalen er afsat midler til at forbedre bedriftsregnskaberne.

 

Klimaafgiften er selvfinansierende og vender ikke den tunge ende nedad

 

I dag betaler danskerne betydelige energiafgifter, men de omfatter både sort og grøn energiproduktion, så de tilskynder ikke meget til grøn omstilling. Derfor anbefaler vi, at energiafgifterne reduceres kraftigt frem mod 2030 samtidig med, at afgiften på drivhusgasser trappes op. Det reducerer den samlede belastning af husholdninger og erhverv og sikrer den sociale balance: Afgifter på drivhusgasser vender den tunge ende nedad, men energiafgifterne vender i endnu højere grad den tunge ende nedad. Så ved at nedtrappe energiafgifterne i takt med, at afgifterne på drivhusgasser indfases, kan man helt undgå, at de laveste indkomstgrupper belastes. Og de højeste indkomstgrupper belastes kun i begrænset omfang.

 

Forbrugerne vil opleve, at nogle varer og tjenester bliver dyrere. Det gælder i begrænset omfang nogle fødevarer og boligbenyttelse, mens priserne på transport kan stige med op mod 6 pct. Øvrige produkter bliver ikke dyrere overhovedet, og da CO2-afgifterne indbringer et betydeligt offentligt provenu, er der både råd til bundfradrag og reduktion af energiafgifterne, uden at de offentlige finanser samlet set belastes.

 

Pga. Covid19-krisen bør nye afgifter ikke indføres her og nu, men allerede til næste år forventer Finansministeriet, at dansk økonomi vil være tæt på niveauet før krisen. Så stigningen i drivhusafgifterne kan fx iværksættes fra 2022, og stigningstakten kan så sættes, så 2030-målet stadig nås.

 

Kan afgifter stå alene?

 

Selvom afgifter bør være det bærende element i den grønne omstilling, kan de ikke stå alene: Der er behov for offentlig støtte til forskning i grønne teknologier, og staten kan via grønne fonde bidrage til at finansiere afprøvning af nye grønne teknologier. Det statsejede selskab Energinet.dk har en vigtig rolle i at sikre et velfungerende marked for fx grøn el via transmissionsforbindelser mellem Danmark og udlandet, og hvis der for alvor skal gang i elbilerne, har myndighederne også en rolle i at sikre flere ladestandere. Myndighederne må endvidere sikre, at nye vindmøller har et sted at stå, og på flere andre områder er den grønne omstilling ligeledes afhængig af intelligent offentlig regulering. Men behovet for regulering bliver mindre, og den vil virke væsentligt mere effektivt, hvis omstillingen bæres af en passende høj klimaafgift.

 

Ja, det er muligt

 

Ja, med afgifter på drivhusgasser som det bærende element kan vi realisere 2030-målet og lægge sporet ud mod fossilfrihed i 2050. Ja, med en intelligent indfasning og anvendelse af bundfradrag kan vi modvirke lækage og belastning af erhvervene. Ja, med en samtidig nedtrapning af de skæve energiafgifter kan vi undgå, at det samlede system vender den tunge ende nedad. Ja, med afgifter som det bærende element bliver vi med sikkerhed i 2030 mere velstående end i dag. Og ja, den samfundsøkonomiske omkostning – dvs. hvor meget traditionel økonomisk velstand vi i 2030 mister med grøn omstilling i forhold til uden grøn omstilling – minimeres med afgifter. Opgaven bliver økonomisk overkommelig.