Giver helhedsplanen mere eller mindre lighed?
Helhedsplanen omfatter mange samfundsøkonomiske problemer og kan påvirke mange mennesker. Planen er blevet kaldt ”generationstyveri”, samtidig med, at det i planen fremhæves, at den vil give ”Mere fair fordeling mellem generationer.” Så hvad er egentlig op og ned mht. planens fordelingseffekter?
Bragt i Jyllands-Posten den 13. september 2016.
Gini’en måler, hvor meget indkomst, der skal flyttes fra rige til fattige, hvis alle skulle være helt lige. Den var i 2014 på 26,6 pct. Hovedelementerne under JobReform – den arbejdsmarkedsrettede del af planen – får Gini’en til at stige med 0,4, efter at den er steget i en årrække. Dvs. Danmark bliver stadigt mere ulige. Til sammenligning er Gini’en i Tyskland og USA hhv. knap 30 og knap 40 pct. Samtidig lægges op til en lavere offentlig forbrugsvækst, end hvad befolkningsudviklingen tilsiger. Dette kan – afhængig af hvor besparelsen konkret finder sted – ramme udsatte grupper yderligere.
Med planen bliver mange familietyper stillet bedre. Den højtuddannede funktionærfamilie med en årsindkomst på 1,4 mio. kr. vinder 25.000 kr. i rådighedsbeløb i 2025. LO-familien med en årsindkomst på 703.000 kr. vinder 7.600 kr. Men da funktionærfamilien vinder procentvis mest, forøges uligheden mellem disse to familier alligevel.
Årsindkomsterne tager dog ikke højde for vores livsforløb: Den studerende rammes af lavere SU, men får som dimittend et ekstra jobfradrag og via sin højere uddannelse senere i livet glæde af topskattelettelserne. Den ældre, der må vente et halvt år mere på pensionen, vil tidligere have betalt mindre i skat. Men personen, der efter afbrudte studier er på kontanthjælp, rammes med studiegæld dobbelt. Planen redegør dog ikke for fordelingseffekter opgjort over livsforløb.
Endelig er der fordelingen på tværs af generationer: Med Tilbagetrækningsaftalen i 2011 blev det besluttet, at pensionsalderen skal følge udviklingen i levetid, så der er et konstant antal år fra tilbagetrækning til forventet død. Hvis vi fastholder den nuværende pensionsalder, vil andelen af pensionister fortsat stige, hvilket er økonomisk uholdbart. Langsigtet holdbarhed er et uomgængeligt vilkår, så før eller siden må vi enten acceptere en senere tilbagetrækningsalder, højere skatter eller lavere offentlige udgifter.
Den hårde beslutning kan udskydes i en årrække, men dermed overlader vi en ubetalt regning til vores efterkommere. Og de nulevende generationer vil have nydt et længere otium end både deres forgængere og efterkommere. I den forstand skaber en senere pensionsalder allerede i 2025 større lighed.
Så fordelingen af årsindkomster bliver med planen mere ulige. Det er uklart mht. fordelingen af livsindkomster, men tilbagetrækningsalderen bliver mere lige på tværs af generationer.