”Grøn genopretning” er lidt af et fatamorgana - desværre

Indlægget er bragt i Politiken lørdag den 18. juli 2020.

Coronakrisen er den dybeste økonomiske krise i mands minde. Krisen kræver, at staten fører en aggressiv, ekspansiv finanspolitik for at medvirke til genopretning af økonomien. Der er allerede foretaget historisk store indgreb, herunder hjælpepakker til erhvervslivet, lønkompensationsordningen og den planlagte udbetaling af dele af de indefrosne feriepenge. Men selvom krisen på nuværende tidspunkt forventes at blive relativt kortvarig, er det forventeligt, at der i løbet af efteråret skal vedtages yderligere tiltag, også tiltag der rækker ind i 2021.  

Samtidig har coronakrisen ikke ændret på, at Danmark ligesom resten af verden står med en stor udfordring ift. klimaet. Danmark har vedtaget en klimalov, hvor målet er, at udslippet af drivhusgasser skal reduceres med 70 pct. i 2030 ift. niveauet i 1990. Udledningen af drivhusgasser er faktisk blevet reduceret markant de seneste 30 år, men ift. målsætningen er vi kun omkring halvvejs. Dermed skal den anden halvdel af reduktionerne således ske på 10 år, altså i tre gange så højt tempo.

Det er derfor fristende at koble de to problemstillinger sammen, og en række organisationer har da også fremlagt forslag til ”grøn genopretning”. Grundtanken er helt rigtig: Meget er vundet, hvis man kan genoprette økonomien på en måde, der samtidig lægger fundamentet til den grønne omstilling i Danmark. Desværre er mulighederne begrænsede for på denne måde at slå to fluer med ét smæk.

Problemet opstår, fordi der er meget stor forskel på, hvor hurtigt forskellige typer af tiltag virker ift. at stimulere økonomien, hvilket vi har analyseret i Small Great Nation-samarbejdet mellem Kraka og Deloitte. Forsinkelsen kan opstå i det politiske system, bl.a. fordi nogle tiltag kræver mere kompliceret lovgivningsarbejde. Forsinkelsen kan også opstå i implementeringen, hvor der er længere tilløb til tiltag, der fx kræver nye administrative systemer, offentlige udbud eller komplicerede forundersøgelser. Endelig kan der opstå forsinkelser efter beslutningerne er implementeret. Fx vil ændringer i skatter og afgifter tage tid, før de slår fuldt igennem i økonomien.

Derimod slår offentlige investeringer hurtigt igennem på aktivitetsniveauet, når de faktisk gennemføres. Derfor er det i princippet et godt instrument, men desværre viser de historiske erfaringer, at de tager lang tid at planalægge og udføre. Samtidig er det svært at forudse konjunktursituationen bare et par år ud i fremtiden. Resultatet er, at offentlige investeringer i infrastruktur og anlæg de seneste 25 år ikke har været med til at stabilisere dansk økonomi, men faktisk en lille smule det modsatte. Det skyldes, at investeringerne systematisk kommer nogle år for sent.

Derfor er diskussionen om ”grøn genopretning” desværre lidt af et fatamorgana: De fleste tiltag, der kan stimulere økonomien hurtigt nok til at virke inden for de næste par år, har typisk lille eller helt ubetydelig effekt på klimaet. Samtidig tager de offentlige tiltag, som virkelig kan bidrage til at nå klimalovens målsætning om 70 pct. reduktion i 2030, lang tid, før de medfører væsentlig aktivitet i dansk økonomi.

Eksempler på tiltag, der ofte fremhæves som ”grøn genopretning”, er energirenovering af boliger og udbygning af netværket af ladestandere til elbiler. Begge dele kan igangsættes hurtigt, begge dele er formentlig fornuftige investeringer, og særligt energirenovering af boliger har utvivlsomt en betydelig beskæftigelseseffekt på kort sigt. Men klimaeffekten er til at overse, fx skønner FH at en ekstrainvestering på 14,5 mia. kr. årligt i energirenoveringer giver en reduktion på 0,12 mio. ton CO₂ om året. Dette skal ses i sammenhæng med, at de årlige udledninger skal være reduceret med 20 mio. ton CO₂ i 2030.

Hovedparten af de tiltag, der har stor klimaeffekt, tager derimod lang tid. Det gælder både investeringer i kendt teknologi som fx havvindmølleparker, energiøer, udbygning af el- og gasnettet mv., og det gælder i mindst lige så høj grad de løsninger, som endnu ikke teknologisk er helt klar, fx indfangning og lagring af CO₂ (såkaldt CCS-teknologi), eller anvendelse af indfanget CO₂ til fx produktion af grønne brændsler til fly og tung transport (CCU). Selv den satsning på CCS og CCU, der allerede er aftalt som led i klimaaftalen fra juni, vil først have effekt på økonomien i 2024.  

Der er selvfølgelig undtagelser, og fx vil den allerede vedtagne sænkning af elvarmeafgiften fremme omstillingen til eldrevne varmepumper, hvilket forstærkes af et tilskud til udfasning af olie- og naturgasfyr. Elementer af en kommende grøn afgiftsreformkan også virke stimulerende, fx ved at de nuværende energiafgifter udfases hurtigere end CO₂-afgifter indfases.  

Klimapolitikken og genopretningen af dansk økonomi er de to vigtigste udfordringer for dansk økonomisk politik, og det er positivt, at der er fokus på at finde løsninger på begge dele. Men klimapolitikkens centrale tiltag tager tid, før de virker på økonomien. Det gælder også en afgiftsreform, der målrettet beskatter udledning af CO₂, hvilket bør være en hjørnesten i klimapolitikken. Den gode nyhed er, at der ikke er noget modsætningsforhold mellem løsninger på de to udfordringer. Den dårlige er, at der heller ikke den store synergi – desværre.