Kan den danske model håndtere flygtningene?

Bragt i finans.dk den 22. marts 2016

I Danmark er det arbejdsmarkedets parter – arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne – der forhandler lønnen. Det er en kæmpe fordel, at løndannelsen dermed er ude af politikernes hænder. Men den aktuelle tilstrømning af flygtninge sætter denne såkaldte ”danske model” på prøve – aktuelt i de igangværende trepartsforhandlinger, der nu har mundet ud i en aftale om integrationselever (IGU).

I de kommende år skal vi have en stor gruppe flygtninge i arbejde. De har dårlige kvalifikationer, kan ikke tale dansk og kender ikke modus operandi på det danske arbejdsmarked. Deres arbejdskraft er kun en lav løn værd.

Den oplagte løsning er, at lade flygtningene arbejde til en lav løn, der svarer til deres kvalifikationer. Derved kan de lære det danske arbejdsmarked at kende, lære dansk og opkvalificere sig.

Men fagforeningerne har frygtet, at lav løn til flygtninge vil presse lønnen ned fx for ufaglærte: Fagforeningerne ønsker naturligt nok høj løn til medlemmerne og har derfor ikke været interesserede i at få konkurrence fra lavtlønnede flygtninge.

Men når arbejdsmarkedets parter har fået lov til at forhandle lønnen, følger der også en pligt med: Arbejdsmarkedets parter – og i særlig grad fagforeningerne – må tage ansvar for, at flygtninge og for den sags skyld andre grupper med svage kvalifikationer kan udbyde deres arbejdskraft til en løn, den er værd.

DA/LO har taget et lille skridt i den rigtig retning med aftalen om IGU. Med IGU kan flygtninge i to år komme i beskæftigelse til lav løn og med fokus på opkvalificering. Det kræver dog, at ordningen bliver administrativt enkel. Det skal være let for en flygtning og en virksomhed hurtigt at blive enige om ”lav løn efter lave kvalifikationer” og så ellers gå i gang med hammeren.

Risikoen er, at ordningen i praksis ikke bliver brugt, ligesom det fx har været tilfældet med virksomhedspraktik for flygtninge. Fx fordi dele af fagbevægelsen fortsat er fodslæbende, eller hvis ordningen bliver ufleksibel for virksomhederne.

Desuden målrettes ordningen kun flygtninge mellem 18 og 40, og der er ikke planer for, hvad man stiller op, hvis flygtningene ikke kan optjene en normal mindsteløn efter to års IGU.

Også kommunerne har hidtil effektivt blokeret for at få flygtninge i beskæftigelse: Hovedparten af kommunerne har erklæret flygtninge ikke-arbejdsmarkedsparate blot på baggrund af manglende danskkunskaber.

Denne praksis stoppes principielt med aftalen om IGU, men illustrer også, at tilsyneladende små detaljer kan udgøre store barrierer.

Det er nu, den danske model for alvor skal stå distancen. Lykkes det ikke, risikerer vi en lang årrække med betydelig belastning af det offentlige budget.