Debatindlæg
Mandag 19. dec 2016

Kan Enhedslistens 30 timers arbejdsuge hænge sammen?

Enhedslisten ønsker arbejdsugen reduceret fra 37 til 30 timer over 21 år og når frem til, at det kan lade sig gøre samtidigt med, at vi oplever en beskeden BNP-vækst. Det er helt overordnet rigtigt, at produktivitetsvækst kan veksles til fritid, hvis man vil betale prisen herfor – det har vi fx gjort i store dele af det 20. århundrede. Og EL fortjener ros for at regne på forslaget. Men den hellige gral er ikke dermed velforvaret, for EL begår også en række regnefejl.

Debatindlægget er brag på www.altinget.dk den 19. december 2016

 

En reduktion fra 37 til 30 timer er en nedgang på 19 pct. EL regner dog med blot 6 pct. i deres såkaldt ”realistiske scenario”, da det antages, at bl.a. ledere og specialister ikke reducerer arbejdstiden. Samtidig antages det, at deltidsansatte forøger deres arbejdstid. Det er uklart, hvordan EL vil sikre, at de resterende grupper ikke også reducerer arbejdstiden, ligesom det er mere end tvivlsomt, at de deltidsansatte vil forøge arbejdstiden. Omvendt er det muligt, at en del af de personer, der formelt får reduceret arbejdstiden, vil indgå individuelle aftaler om fast overarbejde. Så det er højst usikkert, om gennemslaget bliver 6 pct.

 

Vores produktivitet, dvs. hvor meget værdi vi skaber pr. arbejdstime, vil realistisk vokse betydeligt mere end 6 pct. over de næste 21 år. Så vi kan godt gå 6 pct. ned i arbejdstid og om 21 år alligevel være mere velstående end i dag. Men vi vil om 21 år være ca. 6 pct. mindre velstående, end hvis vi opretholder arbejdstiden uændret. Vi vil blive mindre velstående end vores nabolande, og de personer, der arbejder 30 timer, vil være betydeligt mindre velstående end deres kolleger, der ifølge EL fortsat arbejder 37 timer. Så den økonomiske ulighed kan meget vel blive forøget.

 

EL forventer, at de deltidsansatte vil gå op i tid og ledige blive ansat, da der nu bliver ”plads” til dem på arbejdsmarkedet. Det er en misforståelse, at der er et bestemt antal job til rådighed. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet gjorde eksempelvis ikke mændene mere arbejdsløse. Det er på den lange bane – og den spiller vi på i denne sammenhæng – arbejdsudbuddet, der bestemmer beskæftigelsen. Så det er usandsynligt, at man får flere i beskæftigelse ved at reducere arbejdstiden. EL’s håb om lavere udgifter til overførselsindkomster som følge af kortere arbejdstid er derfor urealistisk.

 

EL ønsker, at den beskedne velstandsvækst i forslaget skal tilfalde de svage grupper. Men så må der ske en ændring i skattesystemet, fx i form af højere topskatter kombineret med højere overførselsindkomster. Det vil reducere arbejdsudbuddet og give en endnu lavere velstandsudvikling end opgjort i EL’s beregning.

 

EL antager, at sygefraværet vil blive halveret med reduktionen i arbejdstiden. Det er usandsynligt, at de ikke arbejdsrelaterede sygdomme skulle reduceres, og en stor effekt på de arbejdsrelaterede sygdomme er udokumenteret.

 

EL’s holdning til offentlig vækst fremstår lidt uklar. Men hvis de offentlige udgifter ikke holdes nede, vil vi stå med et betragteligt holdbarhedsproblem. Og lave offentlige vækstrater kræver, at der skæres dybt: Det demografiske træk, dvs. de omkostninger, der følger af bl.a. et stigende antal ældre, tilsiger en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. p.a. blot for at opretholde det nuværende offentlige serviceniveau. Hvis man ikke vil skære i de offentlige udgifter, må man hæve skatterne, hvilket atter er væksthæmmende i forhold til EL’s beregning.

 

EL leverer et bud på en overgang til kortere arbejdstid. Det kan – malet med den ret brede pensel – godt lade sig gøre, hvis man er villig til at betale prisen. EL erkender, at der eksisterer visse økonomiske sammenhænge, man ikke kan lukke øjnene for, men overser andre økonomiske sammenhænge, hvorved deres beregninger bliver for optimistiske.