Fertiliteten i Danmark har været faldende de seneste år, og ramte i 2023 1,5 barn per kvinde. Det kræver ikke den store lommeregner at indse, at dette ikke rækker til at reproducere befolkningen. Udsigten til et faldende befolkningstal har frembragt vilde reaktioner på den ”dramatiske udvikling”, en slags ”demografisk selvmord”. En gruppe konservative ungdomspolitikere mente ligefrem, det var landsforræderi, når ellers ressourcestærke mennesker ikke får børn.
Lav fertilitet kan give et kæmpe tab for den enkelte – hver tiende kvinde får ikke det antal børn, hun ønsker. Problemet er dog ikke steget i omfang og er ikke årsagen til de faldende fødselstal. Faldet i fødsler er sket i takt med, at folk ønsker sig færre børn.
Nogle forsøger at gøre den lavere fertilitet til et samfundsøkonomisk problem. For det går vel ikke, hvis befolkningen ikke kan reproducere sig selv – hvem skal så tage sig af de gamle? Det må da være et økonomisk skrækscenarie, der kommer til at udspille sig med lavere vækst og færre i beskæftigelse?
Men nej, den lave fertilitet udgør ikke en økonomisk bombe under dansk økonomi. Det svar får de bekymrede journalister, der flytter mikrofonen væk fra biologer og sundhedsfaglige og over til økonomer, igen og igen. Når væksten bliver lavere og færre er i job er det ikke et problem, hvis det blot afspejler en lavere befolkning. Der er ingen tegn på at lande med store befolkninger er rigere end mindre befolkede lande.
Men hvad så med de offentlige finanser – det må da være et problem med færre børn til at forsørge de gamle i fremtiden. Det argument kan lyde intuitivt, men man glemmer, at børn jo også skal forsørges i mange år – faktisk skal en gennemsnitsdansker leve i godt 52 år, inden nettobidraget er nul til de offentlige finanser. Så regnestykket er ikke så simpelt endda.
De finanspolitiske udfordringer, som vi står overfor, handler ikke om antallet af personer, men om at man ikke i tide reagerede på den stigende levetid med en forhøjet pensionsalder. Dermed fik vi forskubbet balancen mellem arbejdsliv og de unge og gamle år, hvor man er nettomodtager af offentlige ydelser.
Derfor viser de nuværende beregninger en finanspolitisk hængekøje: En periode med for store underskud i 2030’erne og 40’erne. Men interessant nok, så viser Finansministeriets beregninger, at den lave fertilitet faktisk helt kan fjerne denne vel nok væsentligste tilbageværende finanspolitisk udfordring, fordi et lavt børnetal nu og de kommende år betyder færre udgifter til børn og unge i periode.
Der er naturligvis udfordringer forbundet med en evt. faldende befolkning og de tilpasninger som økonomien skal tage, fx i affolkende yderområder. Hvis udviklingen er meget kraftig, bliver udfordringen større, men der er intet der tyder på at fertilitet på det niveau vi har i dag, skulle udgøre noget økonomisk problem for Danmark på hverken mellemlang eller lang sigt.
Debatindlægget er bragt i Finans den. 25. april 2024.
