Nye internationale aftaler kan bane vejen for en høj dansk CO2-afgift

Bare de seneste fire måneder er der præsenteret to store internationale aftaler på klimaområdet. Først blev EU-aftalen ”Fit For 55” præsenteret, og senest blev COP26-aftalen lukket. Begge aftaler peger mod større CO₂e-reduktioner, end før aftalerne blev indgået.

Denne udvikling bør landets politikere have for øje, når de snart skal vurdere en ekspertgruppes forslag til, hvordan en forhøjet, ensartet CO₂e -afgift kan indføres i Danmark. Den internationale udvikling kan nemlig mindske risikoen for, at produktion, arbejdspladser og udledning af drivhusgasser rykker ud af Danmark, når CO₂e -afgiften forhøjes og ensartes.

En tilpas høj ensartet CO₂e -afgift har længe været øverst på økonomernes ønskeliste, når det kommer til tiltag, der kan reducere drivhusgasserne. Og det med god grund: Afgiften vil gøre det dyrere at producere CO₂e-tunge varer og tjenester, hvilket giver virksomhederne en tilskyndelse til grønnere produktion og forbrugeren en tilskyndelse til at fravælge CO₂e-tunge produkter fra Danmark. Afgiften anses for at være den billigste måde at reducere udslippet af CO₂e på for samfundet som helhed, og den øger ligeledes incitamentet til grøn innovation og kan indføres uden social slagside.

Et af de primære problemer ved at indføre en CO₂e -afgift er, at virksomheder tilskyndes til at flytte produktion ud af landet for at undgå afgiften. Det kan medføre tab af arbejdspladser på kort sigt, og det kan flytte udledninger til udlandet i stedet for at sænke dem. Denne effekt kaldes normalt lækage.

Det er her, de nye internationale aftaler kommer ind i billedet: De kan begge mindske lækagen fra Danmark.

I aftalen fra COP26 har stort set alle verdens lande angivet, at de stræber efter kollektivt at reducere udledningen af CO₂e med 45 pct. frem mod 2030 sammenlignet med 2010-niveau. Og så indebærer aftalen, at landene allerede næste år hver især skal præsentere mere ambitiøse mål for reduktioner af udledninger frem til 2030, så det sikres, at landenes reduktionsmål er forenelige med Parisaftalen.

Aftalen sender et signal om, at størstedelen af verdens lande er blevet mere villige til at reducere deres udledninger. Og det kan være med til at begrænse lækagen. For bliver det også dyrere at producere CO₂e-tunge varer og services i andre lande, så kan virksomheder ikke i samme grad undgå CO₂e -afgiften ved at rykke produktionen derhen.

Også EU-aftalen ”Fit For 55” kan sænke lækageproblemerne for Danmark. Udover et fælles europæisk reduktionsmål på 55 pct. i 2030 sammenlignet med 1990-niveau lægger aftalen også klare spor ud til en form for klimatold på EU-niveau på nogle CO₂e -tunge varer. Tolden vil medføre, at virksomheder fra tredjelande skal betale en pris ved import til EU, hvis importen kommer fra lande med mindre ambitiøse klimamål. Klimatolden skærmer på den måde EU's virksomheder mod en kunstig konkurrencefordel, som virksomheder uden for EU opnår på grund af lavere klimaambitioner dér. Tolden mindsker dermed incitamentet til at rykke produktionen ud af EU. EU-kommissionen lægger op til at begynde at indfase tolden allerede fra 2023 og have den fuldt implementeret i 2026.

Der er selvfølgelig en del usikkerhed forbundet med aftalerne fra COP’en og fra EU. Overholder landene aftalen fra COP26? Hvordan implementeres klimatolden? Er EU’s klimatold i overensstemmelse med den internationale handelsorganisation WTO’s regler?

Uagtet disse usikkerheder, så vidner Glasgow og udmeldingerne fra Bruxelles om, at de internationale spilleregler løbende ændrer sig – og umiddelbart til det bedre: Reglerne gør det nemmere og billigere for Danmark at føre en ambitiøs klimapolitik. Og dét bør politikerne tage med i overvejelserne, når de snart skal vurdere, hvordan de kan ensarte og forhøje CO₂e-afgiften i Danmark.

Debatindlægget er bragt i Berlingske den 5. december 2021.