Debatindlæg
Mandag 29. maj 2017

Regningen i børneværelset

Regeringen opgav i sidste uge at fremrykke en senere tilbagetrækningsalder, da der ikke kunne findes flertal herfor. Dette efterlader sammen med flere andre byrder, vi pålægger vores efterkommere, en ”regning i børneværelset” på 4 mia. kr.

I 2006 og 2011 blev der indgået politiske aftaler, der hæver tilbagetrækningsalderen i takt med stigende levealder, hen mod et langsigtet mål om et forventet otium på 14,5 år. Aftalerne har været afgørende elementer i at sikre holdbarhed i dansk økonomi. Dvs. at statens ”husholdningsregnskab” hænger sammen på lang sigt. Målt med den traditionelle holdbarhedsindikator er dansk økonomi således ”overholdbar” med 0,9 pct. af BNP. Statens husholdningsbudget vil altså akkurat hænge sammen på lang sigt, hvis den offentlige saldo forværres med 0,9 pct. af BNP.

 

Dermed er problemerne dog ikke løst. Ifølge Finansministeriet kan vi se frem til en såkaldt ”hængekøje”, hvor statsbudgettet i en periode fra slutningen af 2020’erne til godt ind i 2050’erne ikke vil hænge sammen.

 

Problemet opstår, da levealderen glædeligt stiger hurtigere end forventet. Men forsinkelsesmekanismer i aftalerne betyder, at mange generationer vil kunne forvente et langt længere otium –  op imod 19 år for en person, der i dag står over for pensionering. I det lys var regeringens ønske forholdsvist beskedent: Man ville udskyde tilbagetrækningsalderen med et halvt år for personer født mellem 1958 og 1978, hvilket – efter Finansministeriets vurdering – stort set ville have løst hængekøjeproblematikken.

 

Langsigtet finanspolitisk holdbarhed er et ”must have” – ellers ender det med en statsbankerot – og kan sikres ved, at vi selv påtager os byrderne, eller ved at vi eksplicit beslutter at lægge dem på fremtidige generationer. Begge dele giver holdbarhed, men når vi fx giver fremtidige generationer udsigt til et kortere otium end os selv, har vi efterladt en ”regning i børneværelset”.

 

Regningens størrelse opgøres med Finansministeriets nye såkaldt ”generationsneutrale” holdbarhedsindikator, der opgør holdbarheden, hvis man ikke indregner politiske tiltag, der stiller fremtidige generationer dårligere end de nuværende. Ud over effekten fra tilbagetrækningsalderen, der er den største, fraregnes den permanente prisregulering af børnefamilieydelse og boligsikring samt den nominelle fastlåsning af den grønne check.

 

Den generationsneutrale holdbarhedsindikator er på -0,2 pct. af BNP. Dvs. dansk økonomi er med et generationsneutralt udgangspunkt uholdbar, og vi efterlader en regning i børneværelset på 4 mia. kr.

 

Nye tiltag kan ændre regningen. Fx giver den netop vedtagne boligskatteaftale en skatterabat til de nuværende boligejere, som de fremtidige ikke får. Det forøger regningen i børneværelset, men den præcise stigning er endnu ikke opgjort.

 

Det Økonomiske Råd skønner ikke længere, at der er en hængekøjeudfordring. Men en senere tilbagetrækningsalder for de mest tilgodesete generationer er alligevel værd at overveje: Det kan fx finansiere skattelettelser, højere offentligt forbrug eller andre højt prioriterede politiske ønsker.

 

At bede fremtidige generationer yde relativt mere til de offentlige finanser er et politisk valg – de kan jo pga. produktivitetsvæksten også se frem til et større privatforbrug end vi. Men den generationsneutrale holdbarhedsindikator tydeliggør valget: Alle ved nu, at der står mindst 4 mia. kr. på sedlen, der lægges under hovedpuden, når der kysses godnat.