Regeringens nylige aftale om at arbejde for at skaffe ekstra 1.000 sosu’er til Danmark ved at rekruttere i Indien og Filippinerne, er et forsøg på at løse en konkret udfordring.
Fremskrivninger fra blandt andet Kraka-Deloitte og Finansministeriet peger i én retning. Nemlig at Danmark har et massivt problem med at rekruttere nok sosu’er i fremtiden. Arbejdsløsheden i Danmark er lav, og de lavest hængende frugter i forhold til at øge beskæftigelsesgraden for danskerne er allerede plukket.
For de indere og filippinere, der får muligheden for at arbejde i Danmark, er der tale om en god mulighed for at tjene flere penge, end de kunne i deres hjemlande. Dermed er der altså tale om en gevinst for både danskerne og den udenlandske arbejdskraft, der rejser hertil. Så hvem taber?
Nogle mener, at det gør afsenderlandene. For eksempel mener Dansk Sygeplejeråd ikke, at man skal løse den danske mangel på arbejdskraft ”ved at gå på strandhugst i andre lande, hvor de også mangler sundhedspersonale”.
Også seniorforsker på DIIS Sine Plambech argumenterer i et ellers nuanceret indlæg på Altinget for, at regeringens aftale risikerer at molestere afsenderlandenes sundhedssystem og bidrage til et globalt ”caredrain”, hvor blandt andet sosu’er og sygeplejersker rejser til vesten for at yde omsorg der, i stedet for at yde omsorg for dem, der har brug for det i afsenderlandene.
Gevinst for begge parter
En sådan nulsumstankegang bør ikke være udgangspunktet for diskussionen, og det er heller ikke en konklusion, man kan drage fra den økonomiske forskningslitteratur, der har undersøgt området.
Ud over at det er en utvetydig gevinst for de personer, der rejser til Danmark, er der nemlig meget, der tyder på, at det under de rette omstændigheder også kan være en gevinst for afsenderlandet.
For det første sender udenlandsk arbejdskraft ofte betydelige beløb retur til deres hjemlande. De penge kan bruges til at forsørge familien eller til at investere, og dermed øge landets vækst.
Ifølge Verdensbanken udgjorde den slags hjemsendte beløb godt 9 procent af BNP i Filippinerne og knap 3 procent af BNP i Indien i 2021. Det er altså ikke småpenge, der er tale om.
For det andet er der mange udlændinge, der rejser til vesten, opbygger kompetencer og formue her, og herefter rejser tilbage. Lige så vel som Danmark skal være glade for de unge mennesker, der rejser ud for at få erfaring og ny viden i bagagen, for så senere at vende hjem.
Endelig er det slet ikke sikkert, at 1.000 flere sosu’er i Danmark betyder 1.000 færre sosu’er i Indien og Filippinerne. For muligheden for at kunne komme til Danmark og arbejde kan for mange være så stærk en tiltrækningskraft, at flere vælger at uddanne sig.
Det er ikke kun en teoretisk mulighed: En spritny videnskabelig forskningsartikel, der netop evaluerer en ændring i USA’s indrejseregler for sygeplejersker fra Filippinerne fandt, at for hver sygeplejerske, der rejste til USA, blev der uddannet ni yderligere sygeplejersker i Filippinerne.
Der kom altså flere – ikke færre – uddannede sygeplejersker i Filippinerne som følge af, at flere rejste til USA.
Potentielle positive effekter
Selvom der altså er meget, der trækker i en positiv retning, er der ingen garanti for, at den indgåede aftale virkelig bliver en gevinst for afsenderlandene. Hvis Danmark eksempelvis modtager de allerbedste i en årgang, kan det gennemsnitlige kompetenceniveau for dem, der bliver tilbage være forringet.
Og de personer, der nu bliver uddannede som sygeplejersker, ville alternativt have lavet noget andet, som kunne have skabt endnu mere værdi. Det kan også være, at effekterne er anderledes, hvis man over en bred kam og en længere årrække rekrutterer ekstremt mange personer fra afsenderlandene.
Men hvis det er muligt at indrette en kommende dansk aftale, så man øger sandsynligheden for, at det bliver en gevinst for afsenderlandet også.
For eksempel kan man betale for uddannelsen af sosu’er i landene. Man kan eventuelt betale for uddannelsen af flere, end man rekrutterer til Danmark efterfølgende. Man kunne også sætte en begrænsning på, hvor mange år sosu’erne kan blive i Danmark.
Hvis man tænker sig om, kan mere udenlandsk arbejdskraft på sosu-området altså vise sig ikke at være et nulsumsspil mellem Danmark og afsenderlandene.
Aftalen vil være en hjælp til at løse Danmarks store mangel på sosu’er, og det vil være en personlig gevinst for dem, der rejser hertil.
Og afhængigt af hvordan aftalen bliver implementeret, kan der også blive flere personer uddannet i pleje og omsorg i afsenderlandene. Dét er da værd at gå efter.
***** IN ENGLISH BELOW*********
The government’s recent agreement to obtain an extra 1,000 healthcare professionals (Sosu’er) for Denmark by recruiting from India and the Philippines is a solution to an imminent challenge.
Projections from Kraka-Deloitte and the Ministry of Finance point to a huge challenge for Danish healthcare: there is a shortage of qualified sosu workers in Denmark, which will worsen in the future. But unemployment in Denmark is already low, and there are no easy solutions left to get more Danes into work.
For Indians and Filipinos who want to work in Denmark, it is a good opportunity to earn more than they could in their home countries. Thus, the agreement serves both Danes and international workers who travel here. Who loses?
Some think that the Indian and the Philippines will lose in this transaction. For instance, The Danish Nursing Council does not believe that the Danish labor shortage should be solved “by beachcombing other countries, where they also lack health personnel” (own translation).
Senior researcher at Danish Institute for International Studies (DIIS) Sine Plambech argues, in an otherwise nuanced comment, that the government’s may plunder the health system of other countries and contribute to a global “care drain”, where nursing assistants and nurses travel to the West to provide care, instead of providing care for those who need it in their home countries.
Such zero-sum thinking should not be the starting point for the discussion, nor is it a conclusion that can be drawn from the economic research literature that has investigated the area.
Not only do the professionals who travel to Denmark reap an unequivocal benefit, there is much to suggest that their countries of origin can, under the right circumstances, also benefit.
First, international workers often send a significant amount of their earnings back to their home countries. That money can be used to support family or to invest, thus increasing the country’s growth.According to the World Bank, such remittances made up just over 9 percent of the GDP in the Philippines and just under 3 percent of the GDP in India in 2021. So, this is no small change.
Secondly, there are many internationals who travel to the West, build skills and wealth here, and then go back. Just as Denmark should be glad that many young Danes travel abroad to gain new experience and knowledge and then return home again.
Finally, it is not at all certain that 1,000 more sosus in Denmark mean 1,000 fewer health care workers in India and the Philippines. The option of coming to Denmark and working can be such a strong attraction that many more choose to study than would otherwise.
It’s not just theory: a new scientific research paper evaluating a change in US entry rules for nurses from the Philippines found that for every nurse who traveled to the US, nine additional nurses were trained in the Philippines.
There were more – not fewer – trained nurses in the Philippines because of more people traveling to the USA.
On the other hand, even if the potential is there, there is no guarantee that hiring from abroad will benefit the origin countries. If, for example, Denmark receives the very best in a cohort, the average skill level of those who remain may be lowered.
Further, people who are now being trained as nurses would alternatively have done something else, which could have created even more value. It may also be that the effects in the origin country are different if the countries supply an extremely large number of professionals over a long period of time. But if it is possible to design a future Danish agreement that addresses these points, then the probability of it benefitting the origin countries increases.
For example, Denmark can pay for the training of the sosus it plans to hire. Denmark could pay for broader training programs in the origin countries that would provide workers for its own healthcare system. One could also set a limit on how many years the sosu can stay in Denmark.
With a thought-through policy, more foreign labor in the health care system may not turn out to be a zero-sum game between Denmark and the origin countries.
The agreement will help solve Denmark’s great shortage of sosus, and it will be a personal benefit to those who travel here.
And depending on how the agreement is implemented, there may be more people trained in care in the origin countries. That is worth pursuing.
Debatindlægget er bragt i Altinget den 23. februar 2024 og efterfølgende i CPHpost.
