Staten skal blande sig i, hvem der kan få barsel og dagpenge

I sidste uge trådte de nye barselsregler i kraft. Det fik debatten til at blusse op igen med stærke følelser blandt både tilhængere og modstandere af, at nu yderligere ni uger af den samlede orlov bliver øremærket faderen.

Vreden mod ændringen kommer ikke mindst, fordi nogle stilles dårligere ift. de tidligere regler. Har faderen den højeste løn, men ikke ret til orlov med løn, vil det koste familien flere penge at tage den nye, øremærkede orlov. Det mindretal, hvor faderen slet ikke ønsker at tage orloven – ifølge en undersøgelse fra Egmont Fonden siger kun 17 pct., at de ikke vil afholde den øremærkede orlov – står med valget mellem en periode uden nogen indtægt fra moren eller at sende de små tidligere i pasningstilbud.

Det er naturligvis ikke rart at miste offentlige støttekroner, men set i forhold til den samlede omkostning ved at få et barn på mindst en million kroner, så er det trods alt en mindre ændring, folk eventuelt står over for. Fra et barn bliver undfanget, er der næsten halvandet år til at forberede sig økonomisk for de familier, der fravælger retten til dagpenge.

Nogle af modstanderne virker til at have tabt blikket for, hvorfor vi overhovedet har retten til barselsorlov med offentlige støttekroner i første omgang. Grundlæggende handler det om ligestilling. Uden ret og økonomisk støtte til barselsorlov og børnepasning vil kvinders mulighed for at være på arbejdsmarkedet blive kraftigt forringet – også efter børnene er vokset op. Historien taler sit tydelige sprog.

Justeringen af reglerne handler også om ligestilling. Talrige undersøgelser viser, at kvinder får mindre i løn end mænd – også når man korrigerer for årsager som uddannelse, branche og arbejdstid mv. Flere har påvist – fx det elegante studie af danske data fra Kleven, Landais og Søgaard – at forskellen opstår ved det første barn. Kraka og Deloitte har efterfølgende vist, at graden af lønforskel er mindre for mødre, hvor faderen tager mere end ni ugers orlov. Forskningen viser altså, hvor vi skal gribe ind, hvis skævheden skal justeres.

Med de nye regler ligestilles mænd og kvinder, hvad angår orlov efter fødslen. Principiel ligestilling kunne også være opnået ved at lade orloven være til fri fordeling. Men det ville ikke have udfordret den nuværende fordeling, hvor mødre i gennemsnit tog 40 og fædre knap 5 ugers orlov. Vil vi have mere ligestilling og bekæmpe den økonomiske forskelsbehandling, som rammer kvinder efter de får børn, er staten nødt til at blande sig i, hvem der kan få orlov og dagpenge.

At sætte ting frit og lade markedet klare fordelingen løser ikke alle politiske problemstillinger. Jeg vil dog vove pelsen og forudsige, at markedet løser det økonomiske problem, som en række familier står i nu. I løbet af en ganske kort årrække vil overenskomsterne tilpasse sig, så langt flere mænd har adgang til løn under forældreorloven. Bedre økonomisk kompensation vil sænke andelen af mænd, som ikke tager de ni ekstra øremærkede uger, og med det modstanden mod ændringerne.