Svært for regeringen at nå sin beskæftigelsesmålsætning

I starten af 90’erne var der omkring 1 mio. personer, som var offentligt forsørgede eller i støttet beskæftigelse. En række reformer har siden hen ført til væsentligt færre modtagere af dagpenge og efterløn, mens flere kontanthjælpsmodtagere og flere med sygdom/nedsat arbejdsevne trækker i modsat retning. I dag er tallet ca. 800.000, og gruppens beskæftigelsespotentiale er næppe helt udtømt. Dertil kommer, at alle kan arbejde mere, og at vi kan forsøge at tiltrække flere udlændinge. Flere kan bringes i beskæftigelse, men regeringen savner både piske og gulerødder.

Gulerødderne – lavere skatter – betyder lavere skatteprovenu. Det går fra det såkaldte råderum, som regeringen lidt vel friskt opgør til 35,5 mia. kr. i 2025. I det omfang råderummet bruges til skattelettelser, kan det ikke bruges til offentligt forbrug. Da der er et konstant pres imod forringet offentlig service, er der langt fra 35,5 mia. kr. til skattelettelser.

En række reformer har over de seneste 10-20 år taget de mest effektive instrumenter i brug, og regeringen er politisk afskåret fra at anvende de mest effektive blandt de tilbageværende instrumenter. Man får derfor ikke meget beskæftigelse for pengene.

Lavere overførselsindkomster (pisken) er effektive. De reducerer de offentlige udgifter og forøger arbejdsudbuddet. Men også pisken har været anvendt, og der er nu politisk tilbageholdenhed – pisken forøger ofte uligheden.

Eksempelvis har en stadig kortere dagpengeperiode medført færre dagpengemodtagere. Men den seneste reduktion fra fire til to år gik mildt sagt ikke stille af, og det er politisk urealistisk, at der er mere at hente ad den vej.

Der er indgået en aftale om at afskaffe nominalprincippet i boligbeskatningen –  ros herfor –  men store dele af det mulige provenu er foræret væk i form af diverse rabatter og er derfor ikke til rådighed for en skattereform med et arbejdsudbudssigte. En justering af boligaftalen er politiske lysår væk.

Velfærdsaftalen og tilbagetrækningsreformen har reduceret holdbarhedsproblemet i dansk økonomi og forøget det langsigtede arbejdsudbud ved at lade tilbagetrækningsalderen følge udviklingen i den forventede levetid. Levealderen stiger imidlertid hurtigere end forventet, men der kan ikke findes politisk opbakning til at justere aftalerne. Endnu et effektivt arbejdsudbudsinstrument er uden for rækkevidde.

En lavere topskat er et ganske effektivt instrument til at forøge arbejdsudbuddet, men heller ikke dette kan der findes politisk opbakning til.

Visse instrumenter er stadig til rådighed: En lavere SU kan tilskynde studerende til at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Regeringen håber på 10.000 beskæftigede ad den vej. Og hvis kommunerne bliver bedre til at hjælpe kontanthjælpsmodtagerne i beskæftigelse, kan det også bidrage. Også en højere grænse i beskæftigelsesfradraget eller en lavere registreringsafgift er nogenlunde potente instrumenter, men det begrænsede råderum for skattelettelser reducerer mulighederne.

Den gamle 2025-plan indeholdt et mylder af konkrete og effektive forslag, der kunne forøge arbejdsudbuddet og skabe strukturforbedringer af økonomien. Den nye 2025-plan påviser en række områder, hvorfra der potentielt kan hentes flere beskæftigede ved passende tilskyndelser. Men de konkrete tilskyndelser påpeges ikke, og udspillet til finansloven kan næppe indfri målsætningen.

Regeringen vil have æslet til at gå fremad, men mangler både pisk og gulerod – det er ikke let.