Uheldige forskelle i andel jobparate kontanthjælpsmodtagere
Der er stor variation i andelen af kontanthjælpsmodtagere, der erklæres jobparate på tværs af danske kommuner. En ny Krakaanalyse peger på, at det næppe skyldes forskelle i kontanthjælpsmodtagernes reelle arbejdsevne. Forskellen bryder derfor med fundamentale lighedsprincipper og kan føre til et samfundsøkonomisk tab.
Over 50 pct. af kontanthjælpsmodtagerne i Vallensbæk, Vesthimmerland, Høje-Taastrup, Albertslund, Ishøj og Frederiksberg kommuner var erklæret jobparate ultimo 2015. Andelen i Norddjurs, Brønderslev, København og Syddjurs kommuner var på kun 20-23 pct.
De nationale retningslinjer angiver, at en kontanthjælpsmodtager er jobparat, hvis vedkommende kan påtage sig et ordinært arbejde, som gør pågældende i stand til at forsørge sig selv inden for tre måneder. En så bred definition muliggør forskelle i vurderingspraksis.
Variationen i andelen af jobparate kan ikke forklares af forskelle i kontanthjælpsmodtagernes sundhedskarakteristika, hvilket jo ellers er helt afgørende for, om en person kan arbejde. Heller ikke forskelle i fx alder, køn, ikke-vestlig oprindelse, uddannelsesstatus kan forklare variationen. De sidstnævnte karakteristika bør godt nok ikke i sig selv stå i vejen for, at en kontanthjælpsmodtager erklæres jobparat, men de kan potentielt opfange nogle sundhedskarakteristika, som ikke fremgår eksplicit af personens sygehistorik.
Når disse personlige og sundhedskarakteristika indregnes, er forskellen i andelen erklæret jobparate mellem de fem kommuner med højeste andel jobparate og øvrige kommuner på 20 pct. Forskellen er på 22 pct., hvis der ikke tages højde for disse karakteristika.
Det indikerer, at der er kommunale forskelle i jobparathedsvurderingspraksis. Hvis en kontanthjælpsmodtager vil blive erklæret arbejdsmarkedsparat i den ene kommune, men ikke i den anden, strider det mod det grundlæggende horisontale lighedsprincip. Princippet tilsiger, at lige skal behandles lige.
Størrelsen af arbejdsstyrken er aktuelt særlig vigtigt, da Danmark er på vej ud af den mangeårige lavkonjunktur. Ledigheden ligger i nogle brancher allerede på samme lave niveau for omkring 2006, og der er ikke mange andre arbejdskraftressourcer, der kan træde ind på arbejdsmarkedet i højkonjunkturen og forebygge lønstigninger og tab af konkurrenceevne.
Hvis alle kommuner anvendte samme praksis som de fem kommuner med den højeste andel jobparate, kunne 18.000 flere kontanthjælpsmodtagere have stået til rådighed for arbejdsmarkedet ultimo 2015. Og med en stigende efterspørgsel efter arbejdskraft, forøges sandsynligheden for, at de også kan komme i beskæftigelse.
Man kan dog ikke ud fra fagligt objektive kriterier fastslå, at eksempelvis de kommuner, der erklærer flest arbejdsmarkedsparate, gør det ”rigtigst”. Jo flere, der erklæres arbejdsmarkedsparate, jo større vil den samfundsøkonomiske gevinst være, men jo hårdere presses personer på grænsen.
Men når der i dag er forskel på tværs af kommuner, er der risiko for, at nogle forholdsvis arbejdsduelige personer i nogle kommuner hygger sig som ikke arbejdsmarkedsparate, mens andre kommuner presser forholdsvis dårlige personer til at søge job.
Det er i høj grad en politisk beslutning, hvor dårlig en person skal være for ikke at kunne arbejde. Men man kan entydigt fastslå, at variationen på tværs af kommuner er uheldig. Derfor bør en mere ensartet vurdering på tværs af kommuner sikres, fx ved mere præcise retningslinjer.