Et af de store temaer i den økonomiske debat er den aktuelle mangel på arbejdskraft, som tiltog kraftigt efter de værste coronaeffekter var overstået, og nåede rekordhøje niveauer i slutningen af 2021 og første halvdel af 2022. Siden er indikatorerne gået hastigt den anden vej, men de ligger fortsat på et højt niveau, og hverken beskæftigelses- eller ledighedstal peger på, at der er sket en egentlig vending på arbejdsmarkedet endnu.
Spørgsmålet om mangel på arbejdskraft er et vigtigt emne, men er desværre også en debat der er præget af misforståelser. Især er det problematisk når den aktuelle mangel på arbejdskraft bruges som argument for strukturpolitiske tiltag, der skal øge udbuddet af arbejdskraft.
Når der for tiden er mangel på arbejdskraft, så skyldes det, at der er fuld damp på de økonomiske kedler. Arbejdsgiverne efterspørger derfor mere arbejdskraft, end befolkningen umiddelbart udbyder. Hvis der var sådan en ubalance på fiskeauktionen i Hanstholm, ville prisen på fisk ryge op øjeblikkeligt, men for prisen på arbejdskraft – lønnen – kan det gå mere trægt pga. et væld af faktorer, ikke mindst overenskomstsystemet.
Et højere udbud af arbejdskraft kan naturligvis lette presset og sænke manglen på arbejdskraft. Men når den aktuelle ubalance mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft bruges som argument for reformer, er det misforstået af tre årsager.
For det første fordi kortsigtet mangel på arbejdskraft grundlæggende ikke er et samfundsøkonomisk problem. I en fri markedsøkonomi med konjunkturmæssige udsving vil der være perioder, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft er for stor, så virksomhederne ikke kan få alle de folk de ønsker sig, og perioder hvor den er for lav, hvor flere vil gå ledige. Politisk bør man forsøge at dæmpe disse udsving med passende finanspolitik, men grundlæggende kan de ikke undgås.
For det andet fordi timingen er svær. Mange af de reformer man har set foreslået, ville slet ikke virke hurtigt nok til at kunne påvirke den aktuelle mangel på arbejdskraft. Om Danmark fx gradvist udfaser efterlønnen eller Arne-pensionen frem mod 2030 hjælper ikke på manglen nu og her.
For det tredje: På lang sigt skaber et øget arbejdsudbud sin egen efterspørgsel – når flere mennesker tjener penge, bliver efterspørgslen efter varer og tjenester også højere. Reformer ændrer derfor ikke på, hvorvidt mangel på arbejdskraft vil være mere eller mindre hyppigt i fremtiden, da udbud og efterspørgsel følges ad op. Det er også derfor reformer, der giver mere arbejdskraftudbud, ikke giver mere ledighed på lang sigt.
Der er masser af gode argumenter for reformer, som strukturelt øger arbejdskraftsudbuddet. Det vil give en højere økonomisk vækst, og nogle reformer vil også styrke de offentlige finanser, så politikerne kan afsætte flere midler til offentlig velfærd eller sænke skatterne. Men strukturelle reformer skal ikke begrundes med konjunkturmæssige fænomener. Politikerne bør lade markedet håndtere den slags ubalancer så frit som muligt.
Debatindlægget er bragt i Finans den 17. november 2022.
