Indlægget er bragt på Finans.dk d. 22. maj 2019.
I sidste uge kom Socialdemokratiet med et nyt indspark til diskussionen om, hvor meget der skal bruges på offentligt forbrug, set i lyset af de udfordringer befolkningsudviklingen giver i de kommende år, målt ved det demografiske træk. Modsat Løkkes velfærdsløfte ugen før, indeholder indsparket dog ikke nye milliarder til opgaven, men derimod en såkaldt velfærdslov, der mere handler om proces end egentlige prioriteringer. Sidstnævnte er også uændrede hos Socialdemokratiet.
Velfærdsloven skal pålægge den siddende regering at sikre en vækst i det offentlige forbrug, der som minimum svarer til det demografiske træk. Efter Venstres udmelding er der et overvældende flertal i Folketinget for en sådan vækst, og det kan derfor synes lidt omsonst at ville nedskrive det i en ny lov. Væksten i det offentlige forbrug fastlægges jo alligevel løbende med finanslovene, og et nyt flertal kan altid lave velfærdsloven om.
Jyllands Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, var da også hurtig til at kalde velfærdsloven “en sproglig redningskrans”, der skal gøre det nemmere at kommunikere det lidt bøvlede budskab om demografisk træk. Og ja, velfærdsloven handler om kommunikation. Men konsekvenserne af en velfærdslov kan blive mere vidtrækkende, end analysen lægger op til.
Den konkrete udformning vil have betydning for, hvilke effekter loven får. Lykkes det Mette Frederiksen at, med hendes ord, ”binde Lars Løkke til masten”, så vil velfærdsloven være et bredt forlig, der efter vanlig kutyme i Folketinget vil binde partierne efter et valg. Og med Løkkes velfærdsløfte går det brede flertal fra Enhedslisten til Venstre.
Velfærdsloven må betyde en radikal ændring i måden, man i Finansministeriet opgør det finanspolitiske råderum på. Med en gældende lov om en minimumsvækst i det offentlige forbrug, kan man ikke længere opgøre råderummet ud fra det nuværende udgangspunkt – nemlig nulvækst i det offentlige forbrug.
Det vil have vidtrækkende konsekvenser for måden politik kan præsenteres på. Når udgangspunktet ikke er nulvækst, vil det ikke længere kunne fremlægges, som om man har givet 3 mia. kr. ekstra til velfærd, når de 3 mia. kr. bare svarer til befolkningsudviklingen. Det må lægge et opadgående pres på velfærdsudgifterne. Omvendt kan et lovmæssigt mål også forankre forventningerne, og låse forbrugsvæksten til det demografiske træk på ca. 0,65 pct. årligt – noget under det historiske gennemsnit siden år 2000 på knap 1 pct.
Ideen om en velfærdslov handler mere om kommunikation end om politik. Der bliver ikke en krone mere til hverken velfærd eller skattelettelser af at indføre en velfærdslov. Derudover kan der være en række praktiske problemer, fx hvordan velfærdsloven står ift. budgetloven, hvis de to love skulle kollidere. Men som Marchen Neel Gjertsen klogt afslutter sit indlæg: ”politik er også kommunikation”, og hvis en velfærdslov fundamentalt ændrer måden, vi taler om råderummet og tiltag i fremtidige finanslove på, så kan det meget hurtigt blive til politik at ændre kommunikationen.
