Indlægget er bragt på Altinget.dk d. 14. januar 2019.
Når et hus skal handles, anvendes Energimærket i salgsopstillingerne. Mærket skal ligesom andre officielle mærkningsordninger, fx Svanemærket, Nøglehulsmærket og Ø-mærket, give forbrugerne mulighed for at vælge i egen interesse, uden at de skal bruge lang tid på at sætte sig ind i detaljer. Det kan være en støtte i en travl hverdag.
Men Energimærket for huse er konstrueret så skævt, at huskøbere gør klogest i slet ikke at se på det. Mærket bør skrottes, og erstattes af mærkningsordninger, der er relevante for forbrugeren.
Det er interessant for huskøbere at få et enkelt indtryk af, hvilke energiudgifter, de står overfor. En del huskøbere ønsker derudover at leve klimavenligt, og foretrækker derfor et hus med et energiforbrug, der giver en lav udledning af CO2.
Problemet med Energimærket er, at det opgør husets samlede energiforbrug. Men da forskellige husstande har forskellige energikilder og disse har vidt forskellige priser, så har energiforbruget ofte ikke meget at gøre med energiudgiften. Mærket giver altså ikke forbrugeren et klart indtryk af de forventede energiudgifter.
Derudover påvirker forskellige energikilder klimaet vidt forskelligt: Afbrænding af kul udleder fx meget CO2 og påvirker derfor klimaet kraftigt, mens solceller slet ikke påvirker klimaet. Så når energimærket afspejler energiforbruget, har det i en del tilfælde ikke meget at gøre med klimapåvirkningen.
Tag fx to identiske standardhuse på 140 m2, hvor det ene opvarmes med en eldrevet varmepumpe, og det andet med naturgas: Beboerne i huset med varmepumpen kan under standardantagelser se frem til en varmeudgift på knap 11.000 kr. årligt, mens beboerne i naturgashuset må slippe 14-15.000 kr. årligt.
Beboerne i varmepumpehuset udleder via varmepumpens elforbrug 1.400 kg. CO2 årligt, mens beboerne i naturgashuset udleder 3.800 kg. CO2 årligt.
Selvom både privatøkonomien og CO2-udledningen er klart mest attraktiv i varmepumpehuset, vil de begge i dag få tildelt Energimærket ”C”. Klima og privatøkonomi peger således samstemmende på at vælge varmepumpehuset, men når husene har samme mærke, vildledes forbrugeren til ugunst for både vedkommendes privatøkonomi og den grønne omstilling.
Forudsætningerne bag dette eksempel er baseret på Håndbog for Energikonsulenter, og man kan læse mere om dem her: https://bit.ly/2PgODpi.
Men hvad skal man så gøre i stedet?
Man kan ikke altid regne med, at et hus med bedre privatøkonomi, som i eksemplet, også udleder mindre CO2. Så det er desværre ikke muligt at afspejle både privatøkonomi og klima i et enkelt mærke.
I Kraka anbefaler vi derfor at skrotte det nuværende energimærke for huse. I stedet bør der indføres et ”Energiøkonomimærke”, der afspejler de realistiske energiudgifter og et ”Klimamærke”, der afspejler husets klimapåvirkning.
Indtil dette sker anbefaler vi huskøberne at se bort fra Energimærket – det kan desværre være mere vildledende end vejledende.