Indlægget er bragt på Altinget.dk d. 2. juni 2018
Debatten har bølget frem og tilbage de seneste uger, efter Enhedslisten kom med en interessant udgivelse: 128 sider, som efter eget udsagn dokumenterer problemerne med Finansministeriets regnemetoder og modeller. Problemer, der efter sigende skulle få blå politik til at fremstå for positiv.
Enhedslisten skal have ros for et sobert indspark i en vigtig debat, men udgivelsen er problematisk af flere årsager. Først og fremmest fordi flere af konklusionerne simpelthen er forkerte. Enhedslisten har ikke dokumenteret, at regnemetoderne og modellerne er fejlagtige. De har dokumenteret noget, som allerede er velkendt, nemlig at der er usikkerheder på de estimater, der ligger til grund for regneprincipperne. Der er fx ganske rigtigt eksempler på studier, der ikke finder en positiv arbejdsudbudseffekt af at sænke skatter. Men som Folketingets egne økonomer også kom frem til i 2016, så viser det store flertal en positiv effekt. Ofte også større end den effekt, Finansministeriet regner med – og det er det samlede billede, ikke et lille hjørne, der bør diktere beregningstilgangen. Samlet set er det mest retvisende at regne med en positiv effekt til den lidt forsigtige side, som Finansministeriet gør. Enhedslistens forslag om ikke at medregne dynamiske effekter af skatter vil derimod forringe beslutningsgrundlaget.
Enhedslisten har ret i, at man i øjeblikket ikke indregner dynamiske effekter af offentligt forbrug, men gør det på skatte- og overførselsområdet. Det er selvindlysende, at der er dynamiske effekter af offentlige udgifter, fx sikrer sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet en velkvalificeret, arbejdsduelig befolkning og dermed et større arbejdsudbud.
Man skal dog ikke forvente, at offentligt forbrug altid har positive dynamiske effekter. Fx kan offentligt finansierede kulturelle eller rekreative tilbud gøre os gladere for at holde fri og dermed reducere arbejdsudbuddet. Og Det Økonomiske Råd har fundet en meget begrænset dynamisk effekt af bedre normeringer i børneinstitutionerne.
Vi har i dag begrænset viden om størrelsen af de dynamiske effekter af de forskellige typer af offentlige udgifter – her skylder økonomstanden. Men det er et dårligt argument for at ignorere indsigt på skattesiden.
Et andet af Enhedslistens forslag er, at der skal nedsættes en uafhængig kommissionen af økonomer fra forskellige økonomiske skoler til at revidere regnemetoderne. Det lyder jo på papiret godt. I praksis bekender langt hovedparten af fagøkonomer sig ikke til nogen skole, men anerkender, at forskellige faglige tilgange må anvendes fx afhængig af, om man regner på kort og lang sigt. Så præmissen for forslaget svigter.
Det er usundt, når landets politikere vil bestemme, hvordan embedsmændene skal regne. Ingen er tjent med en politisering af embedsværket og slet ikke i denne tid, hvor ”alternative kendsgerninger” præsenteres i ramme alvor. Politikerne bør i stedet fokusere på at forklare befolkningen, hvorfor de mener, at deres politik er den bedste, også hvis den ikke fører til mere vækst – en højere økonomisk velstand opnået ved forøget arbejdsudbud er ikke nødvendigvis et økonomisk succeskriterium.
Men det er ligeså usundt, når fagøkonomer blander sig i, hvordan politikere afvejer økonomisk vækst over for fx fordeling – vi kan regne på sammenhængene, men afvejningen er borgernes og deres folkevalgte repræsentanters.
De fleste borgere ved jo godt, at der er mere end effekt på BNP og offentlig saldo, som definerer, hvad det bedste samfund er for dem, så det burde slet ikke være nødvendigt for Enhedslisten at angribe saglige regneprincipper.
