I kølvandet på regeringens skatteaftale med Venstre og Konservative har det været fremme, at der også skulle have ligget et stort set færdigforhandlet aftaleudkast med Enhedslisten. Enhedslisten har på deres hjemmeside fremlagt det, de selv omtaler som det “fulde udkast til den røde skattereform”.
Målt i et enkelt år er der ikke væsentlig forskel på fordelingsprofilen i den aftaleskitse, som Enhedslistens har offentliggjort, og den aftale, regeringen har indgået med V og K. Skatteaftalen øger dog indkomstforskellene lidt mere end i Enhedslistens skitse. Gini-koefficienten stiger med ca. 0,2 pct.point i Enhedslistens skitse mod 0,26 pct.point i den endelige aftale.
De 10 pct. af familierne med de laveste indkomster får reduceret deres rådighedsbeløb med ca. 0,3 pct. i gennemsnit (svarende til 300 kr. årligt), når Enhedslistens skitse lægges til grund. I den endelige aftale er nedgangen på ca. ¾ pct. (700 kr. om året).
Den endelige skatteaftale medfører en noget større stigning i arbejdsudbuddet end skitsen fra Enhedslisten, og medfører en større styrkelse af de offentlige finanser fra reformens afledte effekter. Finansministeriet skønner, at Enhedslistens reformskitse på længere sigt ville føre til en forbedring af de offentlige finanser med 1,8 mia. kr. via positive strukturvirkninger (herunder øget arbejdsudbud). Det er knap 1 mia. kr. mindre end i den endelige aftale, som styrker finanserne med 2,7 mia. kr. Stigningen i arbejdsudbuddet er 9.300 personer i Enhedslistens skitse, hvilket er 6.500 færre end i aftalen.
Bragt i Information d. 7. juli 2012.