Indlægget er bragt i Berlingske den 30. januar 2017
I slutningen af 1990erne bredte den erkendelse sig, at de offentlige finanser var uholdbare. Indtægterne ville på længere sigt ikke kunne dække udgifterne pga. et stigende antal ældre i forhold til personer på arbejdsmarkedet.
I dag vurderer både Finansministeriet og vismændene, at holdbarhedsproblemet er kraftigt reduceret via en række strukturreformer.
Holdbarhedsproblemet kunne være løst på forskellige måder: Højere skatter, lavere overførselsindkomster, mindre offentlig service eller reformer, der øgede arbejdsudbud og beskæftigelse og derved skabte større skatteindtægter og lavere udgifter til overførsler. Skatterne var høje, så det ville pga. arbejdsudbudseffekter koste meget velstand at hæve skatterne. Der var også et ønske om at fastholde det offentlige serviceniveau og undgå at skære drastisk i satserne i overførselssystemet. Det efterlod reformlinjen som den relevante mulighed.
Med det udgangspunkt blev bl.a. Velfærdsreformen og Tilbagetrækningsaftalen på mange økonomers anbefaling besluttet. Tilbagetrækningsalderen følger derfor nu udviklingen i levealderen – dog med visse begrænsninger. Disse reformer var afgørende for løsningen af holdbarhedsproblemet.
Bør vi så ikke lave flere arbejdsmarkedsreformer?
Holdbarhedsproblemet var en “brændende platform”, men nu kan man se mere køligt på situationen og lave de reformer, man politisk vurderer, har større fordele end ulemper – under inddragelse af de fordelingsmæssige effekter.
Nogle af de gennemførte reformer har tilsyneladende kunnet vinde bred opbakning. Fx kan de fleste formentlig se, at det var uholdbart at fastholde en efterlønsalder på 60 år, mens levealderen fortsat stiger. Men det kan politisk blive sværere at opnå bred accept, jo længere man går. Dagpengereformen, som måtte justeres, er et eksempel på det. Reformer, der ikke generelt opfattes som rimelige, risikerer at blive rullet tilbage og måske endda at tage tidligere reformer med sig i faldet.
Men der er stadig relevante reformer:
Levealderen stiger mere end forventet, og begrænsningerne i Velfærdsreformen betyder, at tilbagetrækningsalderen for nogle pensionistgenerationer ikke vil stige tilsvarende. Disse aldersgrupper kan se frem til et længere otium end både deres forgængere og efterkommere. Det medfører en ulighed mellem generationerne. En fremrykning af den planlagte stigning i tilbagetrækningsalderen for personer uden helbredsproblemer i de begunstigede årgange kan finansiere fx bedre offentlig service eller lavere skatter. Men den brede accept kan afhænge af, hvad pengene bruges til: Bedre hospitaler eller topskattelettelser.
Det kan fx også give god mening at erstatte dele af SU’en med statsgaranterede lån. De studerende tilskyndes derved til at blive hurtigt færdige og komme ud på arbejdsmarkedet, hvorved man kan give den enkelte studerende større frihed til selv at tilrettelægge sit studieforløb. Og med en høj efterfølgende indkomst står de studerende – set over et livsforløb – ganske godt. Samtidig reduceres udgiften til SU.
En supplerende vej til højere velstand er tiltag, der kan øge produktiviteten – vi har fortsat problemer med lav produktivitetsvækst i dele af økonomien.
Både arbejdsmarkedsreformer og produktivitetsreformer er relevante. Og under alle omstændigheder kan verden ændre sig, hvorfor en generel politisk fraskrivelse af reformer er uheldig. Reformerne vil nu som før kræve en politisk afvejning af fordeling over for samlet velstand. Og fordelingsprofilen kan være afgørende for den folkelige forståelse, der sikrer reformers levedygtighed.
