Indlægget er bragt i Berlingske d. 4. juni 2018
Debatten om dynamiske effekter, dvs. forøget arbejdsudbud og produktivitet, af offentlige udgifter har fået ny næring af to udgivelser fra Finansministeriet og Enhedslisten. Enhedslisten argumenterer svagt, men kan få mere ud af fagøkonomi, end de måske tror.
Finansministeriet skal levere et retvisende skøn for de økonomiske effekter af økonomisk-politiske tiltag. Det gøres ved at medregne dynamiske effekter med tilstrækkelig dokumentation. Men dokumentationen for dynamiske effekter af offentlige udgifter er svag, så de udelades ofte.
Enhedslisten vil derfor heller ikke medregne dynamiske effekter af skatter: Den opgjorte effekt på statsfinanserne af rød politik fremstår i dag dyrere end blå, hvis der findes positive effekter af offentlige udgifter, der ikke medregnes. Og ikke opgjorte effekter glemmes i den politiske debat.
Finansministeriets medregning af sandsynliggjorte effekter er sund metode. Med Enhedslistens tilgang udelades relevant viden. Det er ikke svaret. Enhedslisten bør derimod kræve, at Finansministeriet – og for den sags skyld andre økonomer – arbejder systematisk på at analysere dynamiske effekter af offentlige udgifter og værdien af velfærdsfremmende tiltag.
De dynamiske effekter af offentlige udgifter kan dog være små eller negative. Støtte til kultur eller fritidsaktiviteter kan reducere arbejdsudbuddet – fritid bliver mere attraktivt. Sundhed og uddannelse har givetvis store positive dynamiske effekter samlet set, men det er ikke sikkert, at yderligere ressourcer vil have positive dynamiske effekter. Analysearbejdet er komplekst og omfattende – der vil gå lang tid, før vi bredt kan indregne dynamiske effekter af offentlige udgifter, og resultatet er langt fra givet.
Skal ældre have et bad hver eller hver anden uge? Får de oftere offentligt betalt bad, kan der i princippet opstå en positiv arbejdsudbudseffekt, da pårørende kan gå på arbejde fremfor at skulle pleje dem. Denne dynamiske effekt bør opgøres og medregnes blandt de dynamiske effekter af offentligt forbrug. Man kan dog have en forhåndsformodning om, at de dynamiske effekter af et ekstra bad er af begrænset størrelse. Dvs. hvis vi kun ser på dynamiske effekter, bør vi tilbyde få bade og sænke topskatten.
Men den ældres velfærd glemmes i regnestykket. Grundlæggende handler økonomi om den samlede velfærd, der bl.a. skabes af forbrug, fritid og offentlige serviceydelser, men fokus er i dag langt overvejende på forbruget og dermed på arbejdsudbuddet. Værdien af velfærd fra offentlige serviceydelser kan opgøres. Fx ved at spørge et udsnit af den danske befolkning om, hvor meget ekstra skat, de er villige til at betale for, at de ældre kan få et ekstra bad. Og hvis værdien er tilstrækkeligt større end omkostningen ved det ekstra bad, er der et solidt samfundsøkonomisk argument for at finde finansiering til et sådant.
Værdisætningen bør ikke misbruges: Man opgør danskernes samlede betalingsvilje, men den enkelte politiker kan mene noget andet. Så jo længere man går ad denne vej, jo mere træder økonomerne ind på politikernes bane. Dertil kommer metodemæssige udfordringer og betydelige usikkerheder. Analyserne vil blot derfor være værktøjer til beslutningsstøtte. Men det vil sikre, at værdien af velfærdsydelser opgøres.
Enhedslistens angreb på de dynamiske effekter af skatter holder ikke fagligt vand. Men det vil være helt rimeligt, hvis Enhedslisten kræver flere analyser af dynamiske effekter af offentlige udgifter og værdien af velfærdsfremmende tiltag.
