D. 30. april kom den årlige, officielle klimafremskrivning. Fremskrivningen udmåler hvor langt Danmark er fra at nå sit mål om at reducere udledningerne med 70 pct. i 2030, ift. niveauet i 1990. Og med den seneste fremskrivning er Danmark nu snublende nær ved at nå det mål i 2030. Det er værd lige at fundere over et øjeblik: Det mål, som eksperter i 2019 udråbte som ”historisk” og ”meget ambitiøst”, og hvis indfrielse krævede at man satte sin lid til endnu uprøvede teknologier, er nu indenfor rækkevidde uden megen yderligere politisk handling. Det er en betydelig sejr for klimaet, og en mindre sejr for politikerne, der har fået hjælp til at nå 70 pct.-målet fra opdaterede regnemetoder. Men politikerne har fortsat en vigtig opgave, når det kommer til klimapolitikken i 2024: Nemlig at indføre en CO2-afgift på landbrugets udledninger.
Hov, hvorfor nu det? Afgiften på landbruget skulle jo sikre indfrielsen af 70-procentsmålet i 2030 såvel Danmarks klimaforpligtigelser overfor EU. Når målet nu er snublende nært, kan afgiften vel aflyses? Når opgaven ikke er større, så kan den verserende ”grønne trepart”, hvor bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug og Fødevarer forsøger at nå til enighed om en indretning af den fremtidige regulering af landbruget, vel nå målsætningerne med et par mia. fra statskassen til teknologiske quickfix?
Det mener vi ville være ekstremt ærgerligt. Man kommer nok ikke til at se landets samfundsøkonomer blokere indfaldsvejene til København, hvis afgiften på landbruget afblæses – men det er fordi økonomer er for magelige og lovlydige, og ikke fordi, at det ikke ville være et stort problem. Det er der fem gode, økonomiske grunde til:
Fem grunde til at en afgift på landbrugets udledninger fortsat er en god idé
For det første er en ensartet afgift på udledninger af drivhusgasser fra alle udledende kilder den billigste måde for samfundet at reducere Danmarks udledninger af drivhusgasser. Den grundsandhed ændrer en opdateret fremskrivning ikke på. Landbrugets udledninger er i dag de eneste, der ikke er underlagt afgift og/eller kvoteregulering fra EU. Landbruget står for over en tredjedel af Danmarks udledninger i dag, og forventes at stå for omkring halvdelen i 2030. Hvis man udelader landbruget fra afgiftsregimet, får man en dyrere omstilling end nødvendigt. Udgangspunktet bør derfor være, at landbruget betaler den samme afgift som industrien.
For det andet er 2030 ikke endemålet for den grønne omstilling. Det er blot et skridt på vejen til regeringens mål om nuludledning i 2045 og negative udledninger i 2050. Fra det tidspunkt, hvor politikerne vedtager en afgift, tager det tid at få den implementeret. Der er endnu ikke nogen virksomheder, der betaler den CO2-afgift, der blev vedtaget for industrien i 2022. Det sker først i 2025. Det er nemmere at skrue på en eksisterende afgift end at implementere en ny. Derfor er det væsentligt at få lagt rammeværket ud for alle sektorer nu, én gang for alle.
For det tredje er ingen tjent med ”stop-go”-klimapolitik, hvor politikerne skruer op og ned for tempoet i den grønne omstilling hver gang, der kommer nye beregningsforudsætninger. Erhvervslivet har brug for vished om fremtiden, og det opnår man bedst ved at indføre en ensartet afgift på alle drivhusgasser så hurtigt som muligt. Hvis der er nogle landmænd, der lige nu ikke ved om de skal investere i et nyt staldanlæg, en omlægning af driften til økologi eller måske overveje at rejse noget mere skov, så forstår vi det godt. Sådan har det allerede været længe, og det er gift for investerings- og omstillingslysten.
For det fjerde er landbrugets udledninger af drivhusgasser ikke landbrugets eneste miljøudfordring. Når det kommer til bl.a. vandmiljøets tilstand og landbrugets udledning af kvælstof er der endnu langt igen. Her vil en afgift på udledning af drivhusgasser såvel som målrettet udtag af landbrugsjord hjælpe gevaldigt. Danmark er faktisk forpligtet overfor EU til at opnå god økologisk tilstand i alle kystnære havområder i 2027. Ud over en eventuel mere grundlæggende forpligtelse overfor naturens ve og vel.
For det femte er det ikke tilstrækkeligt ambitiøst at sigte efter lige præcis at nå målet i 2030, hvis man vil være bare nogenlunde sikker på at nå det. Fremskrivningen af udledningerne er bedste bud på, hvordan fremtiden ser ud uden yderligere handling, men det er i sagens natur usikkert. Hvis man går efter kun lige præcis at nå målet, er der nok omkring 50 pct. chance for, at man rammer under – og 50 pct. chance for, at man rammer over. En vis sikkerhedsmargin i politikplanlægningen er derfor nødvendig, hvis man virkelig mener, at målet skal nås, og man vil undgå dyre hovsaløsninger i sidste øjeblik.
Et eksempel på usikkerheden kan findes i den opdaterede fremskrivning: De danske udledninger forventes at være 0,8 mio. ton lavere i 2030, end da man lavede fremskrivningen sidste år, fordi Sverige har sænket deres afgift på fossile brændsler og sænket kravet til hvor mange biobrændsler, der skal fyldes i benzin og diesel. Det har gjort, at en liter diesel er faldet med 3 kr. pr. liter i Sverige, sammenlignet med i Danmark. Derfor vælger flere nu at fylde tanken på den anden side af Øresund, og så tæller det med i Sveriges udledningsregnskab i stedet for Danmarks. Men den svenske regering har også meddelt, at den overvejer at indføre andre økonomiske tiltag. De tiltag vil formentlig sende noget af dieselindkøbet retur over Sundet – og så er det igen Danmarks hovedpine.
De gode nyheder må ikke blive en sovepude
Det er ubetinget gode nyheder for klimaet, at udledningerne i 2030 forventes at være reducere så kraftigt ift. 1990-niveauet. Jo færre drivhusgasser der bliver udledt, jo mindre bliver klimakrisens omfang. Det er så også rigtigt, at faldet i udledningerne i den seneste fremskrivning har en trist årsag. Når der fx forventes at blive udledt færre drivhusgasser fra tørlagte vådområder i 2030, er det fordi de har afgasset hurtigere end forventet. Drivhusgasserne er allerede udledt. Det er en klassisk ”operationen lykkedes, men patienten døde”-situation.
Når Danmark overhovedet er i nærheden af at nå målet i 2030, skyldes det også reel teknologisk udvikling og politisk handling. Fx: brager elbilerne ind i bilbestanden i disse år – hurtigere end tidligere forventet. Og industrien er i gang med at reducere sine udledninger, sikkert bl.a. som forberedelse på den CO2-afgift, der blev vedtaget i 2022, og som indfases fra 2025 til 2030.
Med andre ord: Teknologisk udvikling gavner. Og politik virker. Og politikerne har også et ansvar for at bringe udledningerne af drivhusgasser længere ned på den anden side af 2030 for slet ikke at tale om at sørge for, at der ret hurtigt igen kommer flere fisk og mere ålegræs i danske vandløb og fjorde. Derfor er vores simple opfordring til den grønne trepart og politikerne, der derefter skal handle på resultatet: handl! Og se så at få indført den CO2-afgift på landbrugets udledninger.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 18. maj 2024.
