Det er altid interessant at følge politiske nedsmeltninger, som vi alle har kunne følge Thulesen Dahls partis i den seneste tid. Hvordan håndterer partiet modvinden? Hvordan udvikler krisen sig, oplysning for oplysning? Hvor meget vidste Thulesen Dahl egentlig om hvor pengene til DF’s almindelige aktiviteter kom fra? Og hvad er perspektiverne efterfølgende for den rygende ruin, som står tilbage?
Næsten altid er det et spørgsmål om elendig ledelse, når politikere kommer i klemme. Politikere er måske gode politikere, men langt fra altid gode ledere. Og tit er der faktisk hårdt brug for nogle af de kompetencer, der følger i kølvandet af nogle år med studiekort til CBS. Selv i små organisationer som de politiske partier. Ja tit er fraværet af disse årsagen til kriserne.
Tag nu den aktuelle i Dansk Folkeparti. Flere menige medlemmer af gruppen i Europaparlamentet går i krig med gruppens leder (i øvrigt sjovt som især EU-parlamentsgrupper altid er i krig, husk Thorning-Schmidts spektakulære fight med Torben Lund, eller Jens Rohdes fight med Morten Løkkegaard) og suveræne stemmesluger, Morten Messerschmidt.
Der sendes – er det senest kommet frem – adskillige kritiske mails til partiformand Kristian Thulesen Dahl. Han vælger at ignorere dem, og stole blindt på Messerschmidt. Det skulle han ikke have gjort. Og det fortryder han bittert i dag. Alt havde set anderledes ud, havde han tjekket sagen efter tidligere.
Sagt på en anden måde: Hvis en menig medarbejder i Kraka meddelte Deres skribent at en anden kollega havde brugt Krakas kreditkort til skumle ting, og at jeg som direktør blot trak på skuldrene fordi den anklagede medarbejder påstod at alt var i orden, da havde jeg svigtet som leder. Og dermed ligeså svigtet Krakas støtters tillid og i sidste ende svigtet formålet og ånden i alt hvad Kraka står for. Dét er præcis hvad som er sket i sagen om DF’s misbrug af EU-midler. Svigtet er totalt. Ledelseskompetencen har ikke været på plads, alarmklokkerne har bimlet og bamlet uden at noget undrede sig.
Dansk Folkeparti befinder sig nu der hvor ordenligheden er på spil i vælgernes øjne. Partiets omgang med EU-midler, det EU som partiet er skeptisk indstillet overfor, er blevet udstillet i et forløb, der ikke fortjener nogen gentagelse. Sejrsvandt som partiet er, ser det ud til at man i den grad er blevet taget på sengen over krisens vedvarende detonationer, og igen og igen har man været håndteringsmæssigt på hælene.
Når der opstår en politisk krise er det eneste afgørende ofte at vide hvor meget skade der reelt er sket? Og først derefter gå i gang med at eksekvere en klar plan. Her har de løbende forøgelser af tilbagebetalingsbeløbet i den grad holdt liv i sagen. Igen og igen har Thulesen Dahl stået afpillet tilbage i mediernes skarpe lys, med en stadig dårligere forklaring på hvorfor at man nu er parat til at hæve tilbagebetalingsbeløbet. Thulesen Dahl har lignet en læge der har stået og opereret med blod helt nede i træskoene. Messerschmidt har næppe fået ros.
Hvorfor at man ikke først kom til bunds i det hele, og så derefter tog sig tid til ordentligt og roligt at forklare alle facts og hvad man ville gøre, må enhver spørge sig selv? Panikken har tydeligvis været total og håndteringen derefter og ingen smarte bemærkninger fra Søren Espersen har kunne redde denne sag.
En del af forklaringen er, at partitoppen har været endnu mere chokeret, fordi at Dansk Folkeparti netop ER et topstyrret parti. At et af medlemmerne (eller flere) i selve topledelsen udgør problemet har der ikke været nogen nødplan på lager til at kunne håndtere. Vandet er fosset ind i skibet fra alle sprækker og luger.
Hvad nu? Tja, et godt bud er at partiet vil falde i en periode i tilslutning, som vi allerede ser det ske. Men der bliver næppe tale om et kollaps. Dertil er partiets niche nok for klar i vælgerbefolkningen. De troende har ikke for alvor så mange andre steder at gå hen. Men at Thulesen Dahl næppe ser et valg som en mulighed nu forekommer overvejende sandsynligt. Hvorfor aflevere fem til syv procent til De nye borgerlige, Venstre og S?
Og det glæder Lars Løkke. Hans 2025-forhandlinger oplever i disse dage en stigende aktiekurs, et forlig er bestemt kommet tættere på. Et med en topskattesænkning.
Det værste der er sket med hele Messerschmidt-gate er dog nedbrydningen af Dansk Folkepartis syn på sig selv som et anderledes, græsrodsbaseret idealistisk og ordentligt part. Messerschmidt har handlet pilråddent med EU’s midler, tro mig, ellers havde partiet ikke betalt en krone tilbage. Og partiledelsen ved, at EU’s svindelkontor er på sagen. Så Messerschmidts dage som toppolitiker i det parti er forventeligt talte.
Men hvordan skal et parti – som var yderst kritisk dengang Løkke kæmpede med sine GGGI-bilag – herfra kunne bilde sig selv, medlemmerne og vælgerne ind, at man er det parti som bekæmper politikerleden? Som tjener den menige dansker, der vil have resultater? Den jomfruhinde er nu sprunget med et ‘slask!’, og det er det værste der kan ske for et parti, som i et stort omfang lever af at anklage alle andre partier for at være for indspiste…velkommen tilbage fra efterårsferie Danmark…PEM
