Politik er det muliges kunst, som Oluf Palme sagde, men ind imellem er det ligeså nødt til at være det umuliges kunst. For tiden nyder jeg enhver stille stund med at læse den nye fremragende bio om tidligere statsminister Viggo Kampmann, åh hvor dansk politik savner en så klog mand til at opbygge samfundet videre frem (dog uden Kampmanns personlige udfordringer).
Kampmann var en mester i at finde svar på de mest umulige situationer. Umulige eller uløselige dilemmaer er ikke af ny dato i dansk politik, hvad der med dagens hurlumhej på Christiansborg kan være godt at erindre.
Sagen er nu, at dilemmaerne tårner sig op i en sjælden grad. I blå blok står festen mellem Dansk Folkeparti og Liberal alliance. Topskat eller ej? En nærmest uløselig problemstilling.
Men også i rød blok ser det umådeligt svært ud, hvis man – hvad politikerne sjældent gør – kigger bare lidt frem krystalkuglen. Her hedder udfordringen ikke topskat – men udlændingepolitik.
Sandheden er, at danskerne ikke kan få nok af stramninger. Sådan er det bare. Vi er i dag et skræmt folkefærd. I Kraka kan forskerne formentlig producere alle de analyser de lyster om nuancerne i det hårdkogte billede af muslimerne her i landet, som eksempelvis dagens analyse, der viser at muslimske børn i friskoler klarer sig bedre end muslimske børn i folkeskolen. Danskerne vil have hæmningsløse stramninger. Senest gik det ud over den – til dato – helligste ko af dem alle, kvoteflygtningene, som blev sløjfet af regeringen nærmest med et skuldertræk. Dansk Folkeparti var med – men ligeså var Socialdemokratiet, til denne pens udtalte overraskelse.
Blokeringen for at modtage de 497 kvoteflygtninge for i år blev af Dan Jørgensen begrundet med at det var alt for mange. Argumentationen om ikke at have plads til de fem flygtninge per kommune, som vi her taler om, ville ikke alene blive udlagt som ukorrekt i Kampmanns tid, men formentlig også som et mix af kynisk og vælgerundervurderende tænkning og direkte indskrænkethed. Men det er altså niveauet i dansk politik anno 2016, som selv ikke en stærkt undrende Herbert Pundik i Politiken kan gøre noget ved.
Socialdemokraternes hårde – og unuancerede – linje i udlændingepolitikken er måske en hybris, som kan komme skidt tilbage. Mette Frederiksens vilje til at følge Dansk Folkeparti til helvedes porte sælger ikke bare det lidt socialdemokratisk anstændighed, som hendes medlemmer og vælgere vel selv mener at de har tilbage, det ødelægger ligeså hendes muligheder for at regere kongeriget, skulle muligheden mirakuløst ske efter næste valg.
Sagen er nemlig, at lige nu ved Regeringen ikke hvad Dansk Folkeparti vil have for at godtage en slags topskattelettelse for Liberal alliance. ’Kvotesagen’ var kun let opvarmning på stedet i forhold til de krav, der brygges på i Thulesen Dahls hovedkvarter. Og de krav mener Frederiksen er en god idé at følge, koste hvad det vil. Klogt? Nej.
Hvorfor? Svar: alle fire andre partier i rød blok er lodret uenig i udlændingepolitikken, som den føres af regeringen og Dansk Folkeparti. Vil Østergaard, Pia Olsen Dyhr, Skipper og Uffe bakke op om de løfter, som Mette Frederiksen vil give på den kommende S-kongres om en superstram udlændingepolitik, hvis hun bliver statsminister? Næppe. Så jo længere Frederiksen vover sig ind i løvens hule, jo større bliver hulheden når vælgerne i rød blok mødes med et fælles kor af kritik fra de fire andre partiledere, som til sin tid skal pege på hende.
Frederiksen har for længst solgt sin (og partiets) sjæl, sammen med resten af S-ledelsen, så man skal ikke vente et kursskifte i vor tid, men hold øje med det som sker i næste fase af 2025 forhandlingerne, hvor Dansk Folkeparti ventes at fortælle Løkke hvad de ønsker sig på udlændingeområdet….åh Dio, Kampmann er savnet…nyd dagen alle…PEM
